Den nye Surface-tablet er “martret”. Og det er dårligt nyt for Microsoft.

  • Jon Lund 

For en måned siden lancerede Microsoft “Surface” – Windows-koncernens svar på Apples iPad. En tablet-computer, der skulle sikre Microsoft en plads i det fremtidens computermarked, som i stadig højere grad bliver mobilt. Trods gode takter plages den lille skærm-computer af identitetsproblemer. Det kan koste dyrt. Ikke bare for tablet-salget, men for hele Microsoft.

Microsoft Surface er lækker at se på. Solide materialer, klare kanter, rent industrielt design. Og funktionel: Slå en usynlig plade ud, og Surface’en kan stå ret op og ned på bordet foran dig. Flip det tynde beskyttelses-cover op, og indersiden åbenbarer et keyboard med rigtige, fysiske taster.

Tænd for Surface, og lækre skærmbilleder vælter ud mod dig. Masser af lys og luft. Klare farver. Levende felter, der løfter sløret for den store verden bag den blanke overflade: de seneste mail, den næste kalenderaftale, temperaturen udenfor lige nu. Det er det nye Windows 8. Det system, der skulle give Microsoft saft og kraft og sikre en plads, ikke kun på pc’en, men også på mobilen og – som her – på tabletter.

Du kan ikke få Surface i Danmark endnu. Men i mandags fyldte tabletten en måned i USA. Og trods det lækre ydre har reaktionen fra markedet og eksperterne langtfra været i top.

Surface skal stå på et bord
Der er alt for få programmer til Surface, lyder det i samlet kor. IPad’en har over 275.000. Surfacen ca. 10.000. Hvilket er åndssvagt, for der findes mange flere til Windows. De dur bare ikke til den nye Surface, der i første udgave er bygget på den – i denne sammenhæng – forkerte chip.

Du kan ikke se, hvor du skal klikke, melder andre. Knapper og links ligner almindelig tekst, de står tit ikke, hvor de burde, og gør af og til slet ikke det, man forventer.

Du kan ikke sidde og skrive med Surfacen i skødet, siges det fra tredje side. Den skal stå på et bord, og så er det jo ikke en tablet længere, siger de. Er det en tablet eller en almindelig bærbar? Eller kan en maskine være begge ting på samme tid? En identitetskonflikt, der understreges af, at du, hvis du skal have gang i f.eks. Word, tvinges ud af den nye flotte skærmverden og over i en opgraderet udgave af det gode gamle skrivebord. Det nye Windows er under overfladen ikke et samlet system, men to forskellige.

Mens programmangel og brugervenlighedsknas er til at overkomme – programmer kommer der nemlig hele tiden flere af, og brugervenligheden kan relativt let rettes til – bider identitetskonflikten hårdere.

Resultatet er, at Surfacen ser ud til ikke rigtigt at sælge. Microsoft håbede på at sælge 3-5 millioner Surfacer i fjerde kvartal. Cirka det samme som Googles Nexus 7 eller Amazons Kindle Fire. Langt under Apples 20-25 millioner iPads. Startsalget var dog »beskedent«, fortalte Microsofts topchef Steve Ballmer, da Surface havde været på markedet i 14 dage. Den udtalelse modererede Microsoft senere, uden dog at oplyse præcise salgstal.

For at gnide salt i såret har analysebureauet Nielsen spurgt amerikanerne, hvilke af 25 nye dimser de bedst kunne tænke sig. Surface er helt i bund; Apples iPad er nummer 1.

Værre endnu er det dog, at det ikke kun er Surfacen, der kommer skrantende fra start for Microsoft. Det nye Windows sælger heller ikke rigtigt, som det skulle på pc-markedet.  (Opdateret: Microsoft fortæller nu, at der den første måned blev solgt 40 millioner licenser, og siger at det er bedre end salget af Windows 7. Så måske går salget af Windows 8 faktisk OK.) Måske fordi identitetskonflikten her er endnu tydeligere end på Surface. Ja, faktisk er Windows 8 en slags Dr. Jekyll og Mr. Hyde, hvis du skal tro brugervenlighedsguruen Jakob Nielsen, på tablet en »martret sjæl, der angler efter udfrielse«. På pc »et monster, der terroriserer den stakkels bruger og kvæler produktiviteten«.

Håbet lever på mobilfronten
På mobilfronten, hvor den flotte brugerflade måske også kommer mest ubesværet til sin ret, lever håbet dog stadig for Microsoft. Rygtebørsen antyder et fint startsalg af den nye Windowsbaserede Nokia Lumia 920. De kommer dog også fra et ekstremt lavt niveau, og ingen har endnu set Microsofts mobilfolk med rigtigt løftede hænder.

Microsofts overordnede problem er, at pc-markedet er stagneret. Den nye computerbrug er mobil og foregår på smartphones og tablets, og her er Microsoft hægtet helt af, mens Apple og Google racer derudad. Det var det, Surface og det nye Windows skulle have ændret på. Men det bliver næppe i denne omgang. Hvad Microsoft konkret vil gøre ved det, vides ikke. Men en ting står klart: Det er nye kræfter, der får lov at løfte opgaven. Manden bag Surface og det nye Windows, Microsofts hidtidige næstmest magtfulde mand (fint portræt hos Wired), Steven Sinofsky, er nemlig ude. Hans plads er overtaget af to kvinder: Julie Larson-Green og Tami Reller.

Analysen her blev først bragt i den trykte udgave af Politiken, onsdag den 28. november 2012. Dog uden links (:-)