Dynamo-mobil og andre links fra ugen der gik

  • Jon Lund 

Ny mobil lader sig selv op når du går. 1,8 mio små donationer giver en stor å. Reservedele – dem printer vi på nettet. Og så lever nettet fortsat. Ugens links, plukket og serveret:

Mobil med egen dynamo
Batterier er generelt alt for store, går alt for hurtigt ud og udgør i det hele taget dagens måske største teknologi-flaskehals. Den slags kalder på kreativitet, og i juni fik Apple patent på mobilens svar på dynamolygten: Bevægelige magneter i fremtidens iPhones. der producerer strøm ved at gnide sig mod hinanden, når du går, og telefonen hopper i lommen på dig.

Det er Engadget, der har været i det amerikanske patentarkiv. Der dog ikke sagde noget om, præcis hvor meget saft og kraft teknologien kan præstere.

Obamas mailingliste virker
I september satte Obamas valgkampagne ny fundraising-rekord, fortalte kampagnechef Jim Messina i en nyhedsmail forleden. 181 millioner dollar, lige godt en milliard kroner, hev kampagnen i land.

Jeg er selv på mailinglisten, hvor jeg løbende bliver opfordret til at give »fem dollar, eller hvad du har råd til«, og budskabet ser ud til at virke: over 1,8 millioner amerikanere bidrog til det flotte resultat. Og 98 procent af bidragene var på under 250 dollar.

Ud over penge handler de mange mails også om psykologi. Tidligere på sommeren skulle der mobiliseres, og budskabet var: Romney giver os tæsk, støt op nu! I dag skal der holdes fast i slutspurten og nu lyder det: Vi vinder. Takket være dig. Bliv ved!

Print selv-knap
Hos Teenage Engineering kan du – ved hjælp af en 3D-printer og en netforbindelse – selv udskrive en række af de knapper, der hører til det svenske firmas synthesizere, hvis du skulle være så uheldig, at de gamle går i stykker. Hvis du ikke selv har en 3D-printer, tilbyder 3D-printfirmaet Shapeways at skrive dimsen ud og sende den til dig, fortæller Wired.

Så vidt vides er svenskerne første eksempel på en virksomhed, der gør det, alle taler om nu er muligt. De bliver garanteret ikke de sidste.

Nettet lever
For et par år siden rasede ’web’et er dødt’-diskussionen. Det åbne hjemmesidenet, hvor alt er tæt sammenvævet, var på retur over for lukkede sites og skræddersyede apps, der giver dig informationer fra en og kun en kilde. Men nu fortæller Mark Zuckerberg i et interview med Today, at Facebook selv i dag har flere mobile net- end app-brugere. Og journalism.org kunne fortælle, at kun 23 procent af det mobile nyhedsforbrug er primært app-baseret. I kan ikke slå os ihjel, synes jeg næsten, jeg kan høre det sige.

Denne blogpost er først bragt i Politiken i dag onsdag den 10. november 2012. Her med aktive links og enkelte andre forbedringer.