Flere åbne medie-sprækker i Apples nye iPhone-system

  • Jon Lund 

Jeg har scannet nyhedsstrømmen fra Apples store årlige udvikler-konference i går (video af keynoten her). Den med ny iBook-computere, bedre Siri-talegenkendelse og nye fede kort. Set med medie-øjne er der ingen revolutioner. Men alligevel to interessante nye tiltag:

1. Apple går all-in med Facebook
Med det nye ios6 styresystem, der kommer til efteråret, bliver det superlet at poste alting direkte fra din iPhone eller iPad til Facebook (læs f.eks. her hos Venturebeat). Når du læser nyheder i toget eller i sofaen, vil du derfor fremover let kunne dele dem med dit Facebook-netværk. Endda på en fed måde, ser det ud til. Hvis du som medie har overvejet at gå på Facebook, som f.eks. Guardian eller Politiken, får du nu endnu mere grund til at sætte i gang.
Samtidig befæster det Facebooks position i det hele taget. Det er et sundt og levende netværk, som er kommet for at blive, uanset aktiekursernes op- og nedture.

(Facebook-forlovelsen handler også om Apples kamp mod Google, hvor Facebook og Apple nu står side om side mod Google, der truer Facebook med Google+ og Apple med Android. At kampen spidser til, ses også af at Apple nu har smidt Google maps på porten og lanceret sin egen kortservice i stedet.)

2. Apple åbner apps til nettet
En lille men vigtig ny ting i ios6 er smartbanners, der gør det muligt at deeplinke til en app (læs f.eks. her). Hvis du har f.eks. berlingske-app’en installeret og du følger et link på nettet til en b-historie, kan du nu få den frem inde i app’en med alt hvad dertil hører, istedet for kun at kunne læse den på en webside. Det betyder at det bliver lettere for dig som medie at gøre din app relevant, at få den ud til det pulserende nyhedsmarked på nettet. En af fordelene ved at gå responsive web-vejen, hvor du ikke har nogen rigtig app, men en smart webside, der redesigner sig selv on the fly, hvis du er på en mobil, er derfor blevet lidt mindre.

Begge dele er endnu et tegn på at de fæstninger som hhv. Facebook og Apple begyndte at bygge for et par år siden, ikke er helt så uigennemtrængelige som tidligere. At nettet, som jeg skrev forleden (“nettet, der ikke ville slås ihjel“), ikke rigtigt vil finde sig i at blive lukket inde, og at de store derfor åbner for ventilerne.