Intelligent vejbane lader elbiler op

  • by

Nye intelligente veje i Holland, kikset undskyldning fra Apple, Pizza slår granola og taxi mod markedskræfterne. Sådan lyder stikordene til ugens links:

Iskrystal på vejen
Når temperaturerne når under frysepunktet næste vinter, vil du på udvalgte hollandske veje kunne se kæmpestore lysende iskrystaller vokse frem fra den sorte asfalt, fortæller Wired. Budskab? ’Pas på, her kan være glat!’.

Tricket er temperaturfølsom maling, og det er første skridt i projektet ’Smart Highway’, der også omfatter vejbanestriber, der lader op, mens solen skinner, og lyser, når det er mørkt. Vejlys, der kun tændes, når der faktisk er nogen i nærheden. Og en særlig induktionsvejbane til elbiler, der lader batterierne op, mens du kører.

Både iskrystaller og vejbanestriber er en slags nudging – ubevidst adfærdsregulering – og er vældig hot. Også i trafikken.

’Undskyld’, Samsung
Nej, Apple, Samsung har ikke plagieret jeres iPad. Sig undskyld! Omtrent sådan sagde en britisk domstol forleden og krævede en berigtigelse på Apples hjemmeside. I Arial, punktstørrelse 11. Det gjorde Apple så – men tilføjede, at undskyldningen kun gjaldt i England. Ikke i Tyskland og USA, hvor Apple har rettens ord for det modsatte. Ligesom Apple ifølge bl.a. Guardian gør meget ud af at citere domstolens passage om, at Samsungs tablets – selv om de ikke kopierer iPaden – stadig »ikke er lige så cool« (det stod der faktisk!). Men den gik heller ikke, og i torsdags blev Apple pålagt at skrive undskyldningen om. Og denne gang ser den væsentligt mere straight ud.

Mere pizza end granola
»Michelle, ma belle/ These are words that go together well«. Sådan lyder den gamle Beatles-sang. Måske har Google haft den i baghovedet i et forskningsprojekt, der gennemgår 230 milliarder søgeord og, fortæller CNET, blandt andet konkluderer, at ’pizza’ passer meget bedre til ’New York’, end ’granola’ (amerikansk mysli) gør.

Google vil bruge den nyerhvervede viden til at lave bedre talegenkendelse – særlig til mobiler. Samtidig er undersøgelsen et prima eksempel på, hvordan de moderne kæmpelagre af data udnyttes intelligent.

Taxi i modvind
Verden er fuld af gamle stivnede forretningsmodeller, som trænger til at blive vendt på hovedet, tænker it-iværksættere. Således også Uber, en ny amerikansk taxatjeneste, der gør den gamle central overflødig – en app sørger både for, at vognen kommer, at turen bliver takseret rigtigt, og at der bliver trukket penge fra dit kreditkort.

Konceptet er ikke de gamle selskabers kop te, og de forsøger at få det forbudt, hvor de kan – senest, skriver TechCrunch, i Chicago. Alligevel har det spredt sig til både London og Amsterdam. Med lidt held kommer det også til København en dag.

Denne blogpost er først bragt i Politiken i dag onsdag den 7. november 2012. Dog uden med aktive links.