Apples succes skyldes suveræne produkter og fede brugeroplevelser, en genial chef og en overskuelig produktpalette. Og en lukkethed, der måske står for fald.
MIN FØRSTE plade var af sort vinyl og sendte halvdårlig 70’er rock ud fra mit barndomsværelses rejsegrammofon. Pladen er forlængst gået tabt og det er godt det samme, for jeg ville alligevel ikke kunne høre den i dag. Mit nutidige musik-afspiller har nemlig ingen pickup. Da CD-afspilleren kom til, røg pladen i en kasse på loftet, siden – da nettet kom til – røg CD’erne samme vej. Heldigvis gik der omkring 20 år mellem hvert skifte, og heldigvis var overgangene glidende, så jeg ikke i nogen af de to situationer blev tvunget til fra den ene dag til den anden at vinke farvel til hele min musiksamling.
Nu tyder meget på, at musik-format-besværet er helt overstået. Næste skifte bliver helt gnidningsløst. Det skyldes at jeg slet ikke ejer min musik længere, men bare hører den fra nettet. Takket være Spotify, som jeg betaler små hundrede kroner om måneden for servicen, ligger min musik nu i et format der altid passer. Finder den store verden på en ny musikstandard, konverterer Spotify musikken over. Eller også opsiger jeg abonnementet hos dem, og skifter over til en af deres konkurrenter der gør.
TIL GENGÆLD er jeg nu blevet bundet til min højtaler. Den er af mærket Libratone, smart og spiller trådløst fra min iPhone, iPad og Mac. Men desværre helst ikke fra andre. Den dag jeg skifter væk fra Apple, er højtalerens dage rimeligt talte. Så det gør jeg helst ikke.
Min Libratone-højtaler er smart, men taler kun airplay, og gør det helst med Apple-dimser. PR-foto.
Det værste er, at højtaleren ikke er den eneste, der binder mig til Apple. Mit TV gør også. Her har jeg nemlig investeret i en Apple TV-boks, som styres let og elegant ved hjælp af… min iPad og iPhone.
Og det stopper ikke der. En af de fede ting ved Apple TV’et er, at det har Netflix. Her kan jeg – mod andre små hundrede kroner om måneden – se alle de tv-serier og film som hjertet begærer. Problemet ved Netflix er, at det ikke er alt de har på hylderne. F.eks. har de ikke den seneste “Min søsters børn”. Den har de til gengæld hos konkurrenten Youbio. Men Youbio kan ikke spilles på mit Apple TV.
SELVOM pladespiller/CD problemet er en saga blott, er formatproblemerne virkelige som aldrig før. Fordi det ikke længere kun er plade og grammofon, der skal hænge sammen, men computer, telefon, tv, højtaler og tablet. Og fordi det ikke kun er en gang hver tyvende år, men stort set hele tiden, at en eller anden del af systemet har brug for en opgradering og udskiftning.
Apple TV-boksen, som du sætter i dit TV. Har masser af Netflix, men ingen Youbio, HBO eller hvad de andre filmtjenester ellers hedder. PR foto.
Det er særligt os med Apple-dimser, der har problemet. For Apple har alle dage været berygtet for at lukke sig om sig selv. Apples systemer fungerer stort set kun på Apples egen computere og telefoner. Ligesom Apples kontrol over hvad for noget software der kører på Apple-devices er uhørt hård.
STRAM STYRING er et tveægget sværd. Kreativitet, produktudvikling – og salg! – tager gerne skade af for meget lukkethed. Den slags har det normalt ikke så godt med at være lukket inde. Så udvikler det sig ikke rigtigt, og risikere at fjerne sig fra kundernes behov. I hvertfald i længden. Det har ironisk nok ikke været tilfældet for Apple. Her gav lukketheden under nu afdøde Steve Jobs 12-årige chef-periode pote i form af suveræne produkter. Men Jobs var også, som Tim Wu skrev på sin blog hos The New Yorker forleden, “en dikatator med absolut kontrol, som også var genial”. Har du sådan en bag roret, klarer resten sig selv.
Steve Jobs – en diktator med absolut kontrol, der også var genial. Sjældent mix. Foto: some rights reserved Ben Stanfield.
Nu er Apples geniale motor væk. Uden den, vil deres isenkram få svært ved at sælge helt så godt – og kunderne næppe være være helt så overbærende overfor de ulemper, der grangiveligt følger i de overkontrollerede produkters kølvand. Særligt ikke fordi lukkethedens bånd, i takt med at flere og flere ting går på nettet, bliver stadigt mere snærende. Snart er det ikke kun mig, men alle, der har trådløse højtalere og TVbokse. Og sorte bokse i bilerne, badevægte og fitness-armbånd der alle synk’er online. Snart står vi alle og sukker efter teknologi, der ikke bare virker hver for sig, men også virker sammen. Derfor må Apple oppe sig og åbne op.
OM et år får jeg nye briller. Når jeg går ned ad gaden vil der dukke små skærmbilleder op i øverste hjørne på brillens højre glas. De fungerer som søger på brillernes kamera, fortæller mig hvornår metroen går, og om jeg har nye sms’er. Brillerne er dem, som Google netop har præsenteret.
Hvis jeg havde Google Glasses… ville jeg se ud gennem brillerne og blive guidet af en kvindelig paramedic til hvordan jeg kunne give førstehjælp, hvis en af mine venner styrtede på cyklen. Foto: Agency Republic
Det eneste drawback ved Googles briller er, at de kræver en mobil for at virke. Jeg håber min iPhone kan bruges.
Denne blogpost er først bragt som analyse i den trykte udgave af Politiken den 3. april 2013.