Lund på nettet: Er “flyt til Danmark” skjult reklame?

Er “Flyt til Danmark” skjult reklame? Hvad er en printplade mærket Apple anno 1976 værd? Vil Dominos sælge flere pizzaer med duft-DVD’en? Få svarene i denne uges håndplukkede links fra det store net.

Flyt til Danmark!
Forleden bragte det hippe amerikanske site Buzz-feed historien ’14 grunde til øjeblikkeligt at flytte til Danmark’. Underoverskrift: ’De har måske verdens højeste skatter, men det er totalt det hele værd’. Det var en af mine venner, der delte den på Facebook, og jeg delte den straks videre.

buzzfeed move to Denmark

Nu slår det mig, at det hele måske er en stor camoufleret Danmarks-reklame. I hvert fald er ’sponserede’ – og sjove, delevenlige og virale – lister en del af Buzzfeeds innovative forretningsmodel. Normalt skriver de det dog, hvis der er ugler i mosen. Og denne her ser ren ud. Så: Flyt til Danmark!

Intelligent liv
Et andet sted på nettet, hvor vi profileres på den sjove måde, er på de to Tumblr-blogs WhenYouLiveInDenmark og WhenYouLiveInCopenhagen. De består begge hovedsageligt af små cirka to sekunder lange sjove tegnefilmsbilleder som ’Rdhuspladsen at 5 am on a Saturday’, der viser Buzz Lightyear tale med underteksten »There seems to be no signs of intelligent life anywhere«.

Den ene blog har undertitlen ’Notes of a foreigner’, men begge er anonyme. Og de ligner hinanden så meget i både design og indhold, at mistænksomheden også her kryber frem. Ér det Visit Copenhagen, der står bag?

Gamle æbler sælger
Det er deprimerende at følge Apple-aktien. I efteråret kostede en aktie 700 dollar, men siden februar har aktien kæmpet for at holde sig over kurs 400. Men gammelt Apple-hardware sælger som varmt brød. Sidste uge bød på auktionsrekord, skriver Business Insider , da et blotlagt Apple 1 printkort fra 1976, komplet med tilkoblet skærm og tastatur, gik for 492.000 euro – næsten 3,7 millioner kroner – hos Breker i Berlin. For de penge kunne man have købt over 2.000 iPad minis. Men så havde man heller ikke fået et salgsdokument underskrevet af Steve Jobs med i købet.

Pizzaduft på dvd
Lej den nyeste 007-film fra en videobiks i Sao Paulo, sæt skiven i dvd-afspilleren og tryk play. Så vil du opleve, at din stue, når filmen er slut, dufter af friskbagt pizza – udsendt af den nu opvarmede disk. Og at dvd’ens overflade, når du eject’er den, ikke længere er blank, men i stedet prydes af den lækreste topping og en sprød pizzakant. Og så står der en besked: »Nød du filmen? Den næste bliver endnu bedre med en varm og lækker Domino’s Pizza«. Og et telefonnummer.

Det er hos creativity-online , jeg har læst om kampagnen, som virkeligt lyder kreativ!

Omend en postgang sent på den, i en tid, hvor Blockbuster’ne lukker på stribe, og mantraet lyder: Film skal ses på nettet.

Denne blogpost er først bragt som “Lund på nettet”-klummen i Politiken den 29. maj 2013.