Lund på nettet: Utur for Microsoft og Nokia, en robot der skiller kiks og ny alkometer app

Fingernemme og følsomme robotter, mobil-dims der afslører din promille med et blæs, og Microsoft og Nokias derouter. Det er emnerne for denne uges håndplukkede links fra det store net.

Robot skiller kiks
Hos Spectrum kan du se forskere fra Carnegie Mellon stolt fremvise deres robotbarn Herbs seneste bedrift: at skille de to kiks i en Oreo-småkage ad og rense dem for cremefyld. Uden at kiksene går i stykker, vel at mærke.

herb_oreo

Herb skiller Oreo-kiks. Reklamebillede.

Jeg nævner det her, fordi en klodset robot, der udføre finmotorisk arbejde, har sin egen sjove fascinationskraft. Fordi eksemplet giver en fin fornemmelse af, hvor primitive robotter trods alt stadig er. Men også, fordi det hele er et fint eksempel på den nye slags product placement, hvor produktet ikke bare er en ligegyldig rekvisit, men faktisk bærer hele reklamen og er bygget til at blive spredt viralt.

Blæs i telefonen
Noget af det første jeg faldt for, da jeg fik en smartphone, var Ocarina-appen, der emulerer et primitivt fløjteinstrument. Tryk på fløjtehullerne på skærmen, og blæs ind i mikronen, og de fineste melodier toner frem. Den kom jeg til at tænke på, da jeg hos Venturebeat læste om ‘breathometer’, en ny alkometerdims med et lille stik, der passer ind i telefonens høretelefonindgang. Start den tilhørende app, og blæs på dimsen, og din promille toner frem i farver. Kan reserveres på indiegogo, og kan du vente året ud, koster den dig 20 dollar. Plus forsendelse.

Undsagt af venner
Microsoft er ikke bare bagud på point i det mobile kapløb med Apple & co., de er helt til tælling. Og det nye Windows 8, der ellers netop skulle ændre denne tilstand, har tilsyneladende ikke hjulpet meget. Efterspørgslen er direkte »sløv«, sagde den nye direktør for Samsung — verdens suverænt største smartphoneproducent og dermed dem, der om nogen skulle lægge apparater til Microsofts nye system — forleden ifølge The Verge. Av.

Pas på ryggen, Nokia
Mere Windows: Ikke bare Microsoft, men også Nokia ligner nu smartphone-æraens tabere. Tidligere var de det hver for sig, men så valgte Nokia at kaste deres Symbian-system over bord og i stedet satse alt på Windows 8. Den slags skæbnefællesskaber er sjældent rare — særligt ikke, når alt ikke klapper — og har givet Nokia nervøse trækninger. Hvis ikke Windows 8 lykkes, hedder det i et investornotat, som Business Insider refererer, »er mere konkurrencedygtige alternativer muligvis ikke tilgængelige for os tids nok, eller i det hele taget«.

Og Microsoft er ikke helt til at stole på, forstår man på notatet, der taler om udsigten til forøget konkurrence »også fra Microsoft, som allerede producerer, eller måske vil producere, konkurrerende Windows Phone-baserede produkter«. Hjælp.

Denne “Lund på nettet” stammer fra Politiken 27. marts 2013.