Mediernes dans med djævlen

I midten af februar uge satte Fox News og Google sig i enerum og aftalte, hvordan nyhedsstrømmen i markante dele af vores fælles, netbaserede offentlighed skal fungere. Aftalen blev indgået som en direkte konsekvens af balladen om den nye australske medieaftale-lov, som i den forløbne uge fik Facebook til først at blokere for nyheder down under og så åbne igen. Inden udgangen af marts har Joy Mogensen lovet at fremsætte et dansk lovforslag skåret over samme læst. Det er en dårlig idé.

Sidste onsdag forsvandt alle australske nyheder fra Facebook. Med ét slag. Facebook havde lukket for dem, i protest mod et nyt australsk lovforslag. Lovforslaget vil tvinge Facebook, Google og andre store platforme til lommerne og pålægge dem at betale medierne for at få lov til at viderebringe deres nyheder i deres feeds og søgeresultater mm. Så var bolden givet op, og i løbet af den sidste uge har Facebook først fået læsterlige tæsk for siden – sent mandag, dansk tid – at trække nyhedsstoppet tilbage og “refriende Australia”, som den australske finansminister Josh Frydenberg så poetisk formulerede det.

Facebook blokerer nyhedsindhold fra Australien

Sådan så det ud på Facebook, da jeg prøvede at linke til en historie fra The Sidney Morning Herald under Facebooks nyhedsblokade

Det hele lyder umiddelbart som sød musik: Store stygge Facebook får bank og retter ind. I hvert fald for sådan en som mig, der ser truslen fra tech-giganterne som en af vor tids helt centrale udfordringer. Men det er det ikke. For både Facebook-kritikken og det australske lovforslag sætter kikkerten for det blinde øje. I bedste fald luner forslaget en smule og køber medierne et øjebliks ro. I værste fald – og det er allerede ved at blive realiseret – skaber det en uhellig alliance mellem de store platforme og de store medier og får nettet til at stivne. Her har du historien:

1. Der var allerede lagt i kakkelovnen til Facebook

Der gik ikke mange splitsekunder, fra Facebook trykkede på “stop nyhederne”-knappen, til fordømmelserne regnede ned fra medievirksomheder og politikere verden over. “Det er en stor finger til den australske befolkning og politikere,” proklamerede JP/Pols Stig Ørskov herhjemme, mens Joy Mogensen, vores kulturminister, mente, at blokaden sætter spørgsmålstegn ved Facebooks “demokratiske sindelag”.

I samme åndedræt bebudede Joy Mogensen, at hun inden en måned vil fremsætte sit eget australsk inspirerede lovforslag. Altså både lovgiver det om, at det skal koste, hvis platforme som Facebook og Google citerer og linker til nyhedsindhold, og om, hvordan forhandlingen mellem nyhedsmedierne og de store platforme skal foregå.

Mandag aften kulminerede historien foreløbigt med forbrødringen mellem Facebook og den australske regering

Joy Mogensen vil således give medierne mulighed for at forhandle samlet, mens australierne indsætter en “neutral” opmand, som skal dømme, hvis platformen og de enkelte medier ikke selv kan blive enige om prisen. Begge dele er vigtige detaljer, for det er dem, der gør de to bebudede lovgivninger anderledes end de aftaler om betaling for nyheder mellem platformene og medierne, hvilke allerede følger af EU’s digitale ophavsretsdirektiv og eksisterer i flere europæiske lande.

Mandag aften kulminerede historien foreløbigt med forbrødringen mellem Facebook og den australske regering. En række tilføjelser til lovforslaget sætter grænser for opmandens rolle og magt i processen og indeholder måske ligefrem en kattelem, der kan få Facebook helt af krogen. Men princippet om, at det skal koste at citere og linke til nyheder, står fuldstændigt urørt.

2. Facebooks nyhedsblokade er øretæveindbydende. Lovforslaget? Det er en ommer

Det er oprigtigt provokerende, når Facebook vælger at blokere for nyheder fra etablerede mediehuse i en tid, hvor selvsamme Facebooks fake news, manipulationer, troldehære og konspirationsklubber – og altså mangel på nyheder, rigtige nyheder og rigtige facts – i forvejen udgør et af de måske største problemer, vores globale samfund står overfor.

Ikke desto mindre var Facebooks demonstration god nok. Den viser nemlig i overdrevet form, hvilken effekt lovforslaget reelt vil have, når det er vedtaget: At der fremover vil kommer færre, ikke flere, rigtige nyheder, end tilfældet er i dag.

Nok vil forslaget ramme Facebook først, men derefter rikochetterer det og kommer durk tilbage i hovedet på os selv.

Grunden til, at den nye lov vil føre til færre nyheder, er enkel og økonomisk: Den vil nemlig ikke bare give flere penge til nyhedsmedierne, men også gøre nyhedsbaserede opslag dyrere for Facebook og de øvrige platforme. Det er derfor, der vil komme færre og ikke flere. De økonomiske incitamenter i lovforslaget trækker den forkerte vej.

Som det er strikket sammen, er det australske lovforslag derfor kontraproduktivt – i hvert fald hvis formålet er at højne faktaniveauet på det sociale net. Det var det, Facebook viste os. Nok vil forslaget ramme Facebook først, men derefter rikochetterer det og kommer durk tilbage i hovedet på os selv.

3. Fox News-YouTube-alliance er lovforslagets første resultat. Det varsler ikke godt

Den anden del af det australske – og formentligt kommende danske – lovforslag er om muligt endnu værre: At nyhedsmedierne og platformene i fællesskab skal aftale, hvilke nyheder der må bringes hvor. Det truer nemlig med at give endnu større bagslag. Hvis du vil vide hvordan, behøver du bare at se på en af de andre begivenheder i det australske i sidste uge.

Omtrent samtidig med Facebooks nyhedboykot faldt Google, der ellers også har været højstemte kritikere af det australske forslag, til patten. Google indgik frivillige aftaler med blandt andre News Corp om vilkårene for den fortsatte fremvisning af nyhedsindhold på Googles tjenester.

Aftalen var angiveligt meget rundhåndet. Det gør sikkert Rupert Murdoch, News Corps australske ejer, glad.

Aftalen var angiveligt meget rundhåndet. Det gør sikkert Rupert Murdoch, News Corps australske ejer, glad. Ikke at han, eller hans medieimperium, dog ser ud til at have meget brug for pengene. Murdoch er i forvejen er god for ca. 100 milliarder kroner. Murdoch er også tæt forbundet med den konservative australske regering og har været en af drivkræfterne bag det lovforslag, som alt det her handler om.

News Corp kender du for bedst fra Fox News, stationen, der skabte Donald Trump – den efter alt at dømme mest løgnagtige amerikanske præsident nogensinde – og stationen, hvis kommentatorer igennem samfulde tre måneder bakkede op om Trumps paranoid-strategiske “valget er stjålet”-rants.

Google er, udover søgemaskine, også fadder til den ulyksalige dataudnyttelsesannoncemodel, som også Facebook i dag hviler på, og den Google-ejede YouTube har for længst indskrevet sig som fuldtonet ekkokammer. Se f.eks. her, hvor New York Times fortæller historien om the making of a YouTube radical. Af uransagelige grunde er YouTube dog ikke omfattet af lovforslaget, i hvert fald ikke i første hug.

“To those who danced with the devil, I ask, is the tune worth the price of your soul?”

Jeff Jarvis

Lad den lige stå et øjeblik: Den første store effekt af den nye australske lov har været, at den australske regering har tilskyndet til og sanktioneret, at betingelserne for, hvordan nyhedsstrømmen i markante dele af vores fælles, netbaserede offentlighed skal fungere, bestemmes af på den ene side verdens måske mest indflydelsesrige spreder af radikaliseret indhold, Fox News, og på den anden side Google, firmaet, der om nogen har gjort en kunst ud af at få brugerne til at klikke lige der, hvor det tjener Google bedst.

Det lyder helt konkret som en dårlig deal og gør det let at følge Jeff Jarvis, journalist-professoren fra New York, når han tweetende spørger: “To those who danced with the devil, I ask, is the tune worth the price of your soul?”

Men det viser også, hvorfor det i det hele taget er farligt at forsøge at forbedre nettet ved at regulere, hvem der må citere og linke til hvem og på hvilke vilkår. For det, der binder nettet sammen, er jo netop linkene og citaterne. Linkene er nettets perlekædesnor. Uden dem falder det hele på gulvet. Og principperne i det australske lovforslag risikerer at gøre nettet “unworkable around the world”, som sir Tim Berners-Lee, manden, der opfandt world wide web, fortalte det australske parlament som en del af høringsprocessen.

4. Alle vil i virkeligheden have både nyhedslinks og -citater

Læg i den forbindelse mærke til, at der ikke er nogen, der reelt vil have platformene til at holde op med at citere og linke til nyhedsmediernes egne sider. Platformene, fordi nyhedsposts engagerer; medierne, fordi det giver trafik.

Hvis medierne virkelig ikke ville omtales på de store platforme, eller hvis de synes, at omtalerne ikke var clickbait-agtige nok, kunne de jo også bare tage og ændre det. Det er nemlig medierne selv, der skriver, hvad der skal stå i overskrifter og beskrivelsestekster, og hvilke billeder, om nogen, der skal med – eller om det for den sags skyld overhovedet skal være tilladt at linke. Og det er ikke kun i teorien: Hvert eneste opslag, du ser på Facebook eller Instagram, og hvert eneste søgeresultat, du ser på Google, er specificeret og forfattet af medierne selv.

På den måde kan platformene holde deres sti ren og bevare retten til selv at bestemme, hvordan deres feeds og søgeresultater fungerer

Det er i den forbindelse også sigende, at hverken Google eller Facebooks nye australske medieaftale på papiret kommer til at handle om, i hvilket omfang omtale og links skal bruges i almindelige søgeresultater og Facebook-opslag.

Nej, de penge, der kommer til at skifte hænder, handler efter alt at dømme kun om Googles og Facebooks fremvisning af nyheder i platformenes særlige – og relativt set ikke særligt brugte – afdelinger for nyheder. De hedder hhv. Google News Project og Facebook News. 

På den måde kan platformene holde deres sti ren og bevare retten til selv at bestemme, hvordan deres feeds og søgeresultater fungerer, samtidig med at medierne får de penge, som det hele i virkeligheden handler om. 

5. Vær ærlig, skat

Misforstå mig ret: Det er fuldstændigt på sin plads at pålægge Google og Facebook og de andre store platforme en nyhedsskat. Tvinge dem til at være med til at finansiere den velresearchede nyhedsproduktion, hvis finansieringskilder digitaliseringen systematisk har tørret ud.

Men så skal det gøres som en rigtig skat, der fortæller, hvad den vil, og virker efter formålet. Ikke ved at lade denne verdens mest magtfulde medie- og platformsmænd selv skære kagen. Beskat endelig, men “be honest” omkring det, som Mathew Evans sagde forleden. Eller som vores egen Henrik Føhns bemærkede: “Det australske forslag udviser en total mangel på forståelse for, hvordan nettet virker. I stedet bør man beskatte Facebook og Google for deres annonceindtægter og bruge pengene til at statsstøtte trængende medier.”

6. Lap hullerne. Jævn spillepladen ud.

Men skat alene gør det næppe. De sociale medier er på godt og ondt vores nye offentlighed. Og hvis de er hullede og systematisk skævvrider mere, end de oplyser, er det ikke nok at fylde ekstra indhold på. Det er ikke nok at sikre mediernes kvalitetsindholdsproduktion over skattebilletten.

Hvis hullerne skal lappes, og spillepladen jævnes ud, kræver det, at vi også tager andre værktøjer i brug. Værktøjer, der griber fat om de grundlæggende datastrømme og det alt for ensidige fokus på effektivt annoncesalg – ikke brugernes velbefindende – der har skabt problemet. For som Wireds James Temperton så fint udtrykte det i sin behandling af den australske misere: “If Facebook prioritised social wellbeing over engagement, this wouldn’t have happened.”

If Facebook prioritised social wellbeing over engagement, this wouldn’t have happened.

James Temperton

Det er lidt det samme, Financial Times er inde på i deres leder fra i fredags. Heller ikke de er vilde med historien om, hvordan Murdoch og Google har skåret kagen i enerum, og efterlyste, at vi i stedet får videreudviklet de globale regler på blandt andet privacy- og databeskyttelsesområdet.

Eller vi kunne, med Cory Doctorow og Bennett Cyphers, begynde med spørgsmålet om, hvordan vi sikrer reel dataportabilitet og interoperationalitet mellem tjenester, så ingen kunne sætte sig på data, der reelt tilhører mig, forhindre konkurrenter i at komme til fadet og diktere spilleregler med reelt samfundsskadelige effekter.

Men det er altså ikke den vej, hverken den australske eller den bebudede nye danske lov har tænkt sig at gå. Tværtimod skyder de solidt forbi målet. Og risikerer at gøre ondt meget værre.