Ny statistik: 44% af danskerne har nu tablet + tabletten står nu lige med smartphonen som surfdevice, målt på sidevisninger

Statistisk update. Siden jeg som den måske første dansker hjembragte en iPad den 5. april 2010 (hvis nogen vil gøre mig rangen stridig, så sig til!) har jeg fulgt tablet-udbredelsen. Og den er stormet frem. Faktisk siger hele 44% nu ifølge Gallup, at de har en af slagsen. En kæmpe stigning over kun tre år, fortalte Gallup på konferencen App Day i Palads i januar.

Galluptabletjanuar2014

Berit Puggaard, Gallup, fortæller om tablet og smartphonevækst i 11, 12 og 13 til App Day konferencen 26. januar 2014. Graferne siger: “Har smartphone”: 38 %, 52% og 67% i hhv ’11, ’12 og ’13. For “har tablet” er tallene 4, 22 og 44 procent.

Gallups tal bakkes op af Danske Medier, der i går sendte spritnye tal på gaden. For første gang opdeles surfen i de tre kategorier: desktop (altså normal surf), mobil og tablet. Med resultatet: i januar i år benyttede 39% af alle aktive internetbrugere på et eller andet tidspunkt en tablet til formålet. Det svarer til 1,8 mio ud af de i alt 4,7 mio der var på nettet i januar. Når Gallups tal allerede (ved udgangen af?) sidste år var  lidt højere, kan det f.eks. skyldes, at det ikke er alle dem der har tablet, der har været på nettet. Det er ihvertfald en oplagt forklaring.

desktoptabletmobilsurfjanuar20014

Antallet af danskere der har surfet med hhv. desktop, tablet og mobil.

Grafen ovenfor har jeg fremstillet med tal fra Danske Mediers analysechef, som jeg fik fat i på Twitter:

Både Gallups og Danske Mediers tal for hvor mange der har tablet kommer fra spørgeskemaundersøgelser. Selv synes jeg tallet er meget højt. Måske svarer folk ikke helt ærligt når de bliver spurgt? Måske er en tablet et familiedevice, hvor mange familiemedlemmer føler ejerskab over samme dims?

Selvom man kan stille sig en lille smule kritisk an, er de rimeligt konsistente målinger  i sig selv interessante. Men endnu mere interessant er det, at de ikke bare bruger den, men bruger den meget til at surfe med. For det gør de og det er ikke bare noget de siger, det er noget der konkret kan måles. Faktisk er hele 17% af alle sidevisninger på de danske hjemmesider i Danske Mediers måling, foretaget med en tablet. Præcist det samme tal som mobilen kan blære sig med. Virkeligt interessant: de to står lige.

sidevisningerdesktoptabletmobiljanuar2014

Fordelingen af sidevisninger foretaget af hhv. desktop, tablet og mobil, januar 2014. Kilde: Danske Medier Research.

Målt på antal besøg fører smartphonen dog med 22% stadig klart over tablettens 15%. Hvilket skal læses sådan: mange surfer fra deres mobil. De gør det tit, fordi de har de på sig hele tiden. Noget færre benytter deres tablet og noget sjældnere, fordi den alt andet lige skal hives frem og ikke altid er lige ved hånden. Men når tablet-surferne først er kommet i gang, er der træk i dem og de læser en masse sider på de sites de besøger.

Hvad disse nedslag siger om fremtiden er en anden sag. 70% har i dag en smartphone, siger Gallup, og her er væksten hæmmet af, at de stadig er ret dyre og at der fortsat vil være en masse, for hvem det ekstra lir ikke er pengene værd. Tablets derimod har et større umættet marked foran sig. Set på den måde bliver tabletten næste års vinder. Hvormed ikke er sagt, at mobilen bliver svækket. Kun relativt, ihvertfald.

PS. Vil du gerne vide hvilket mærke der står på de mange tablets? Svaret er, fortalte Gallup på den ovenfor nævnte konference, for 70%s vedkommende…

…iPad.