iPad på operationsbordet (note)

  • Jon Lund 

Siden jeg en spæd forårsdag for tre et halvt år siden stod udenfor den store Apple-flagskibs butik på 5th avenue i New York og så og snakkede med de håbefulde mennesker der stod i kø for at købe den allerførste iPad, før de eller nogen andre rigtigt vidste hvad den egentligt kunne, har en haft en svagt punkt for Apples tablet-computer. Og følger efter bedste evne med i hvordan brugen af iPads udvikler sig.

Det var derfor med særlig interesse jeg forleden så denne her Reuters-historie på Yahoo’s nyhedssite: Første leveroperation udført med iPad i Tyskland, lyder overskriften.

Det er Karl Oldhafer, en tysk kirurg fra Bremen, der midt i august gennemførte en lever-operation med skalpen i den ene hånd og en ipad i den anden. iPad’en holdt han (eller måske en af hans assistenter) op over det åbne operations-sår, så leveren kom i iPad’ens kamera-søgefelt. Og frem på skærmen tonede ikke bare billedet af leveren, men en version af leveren med indre blodårer og metastaser aftegnet i 3D ovenpå leveren selv. Det gjorde det lettere at vide præcis hvor kniven skulle sættes ind. Som du kan se på billedet her – ovre hos Yahoo er der en hel serie.

lægemedipad2

Teknologien som Karl Oldhafer benyttede sig af hedder augmented reality. Den består i at lægge ekstra data-lag ovenpå den virkelige verden og er tidligere set fint udnyttet af museer og drone-producenter. Nu er den rykket videre til afdelingen for liv og død.