Otte nedslag i Snowdens erindringsbog

  • Jon Lund 

I 2013 afslører Edward Snowden, hvordan den amerikanske efterretningstjeneste masseovervåger amerikanske statsborgere. Så flygter han og har ikke sat sine ben i USA siden. Nu er han 36 år og har skrevet sine erindringer, Permanent Record – eller på dansk I offentlighedens tjeneste. Her er historien, og hvad du kan lære af den, i otte punkter.

1. Snowden afslører den samlede amerikanske efterretningstjeneste

Du har det sikkert ligesom jeg: Du ved, at Snowden lækkede en masse oplysninger, der havde noget med NSA, den amerikanske efterretningstjeneste, at gøre. Du ved også, at Snowden er en kontroversiel person. Nogle siger helt. Andre siger forræder.

Men så holder din paratviden også op. Det er synd, for historien er – lige meget, hvordan man ser på Snowden – vigtig. Måske en af de vigtigste i vores tid.

Det er her Permanent Record kommer ind. Indkapslet mellem fortællingen om en nørdet teenager og idealistisk aktivist fortæller Snowden her selv klart, uhyggeligt og – selvfølgelig – forudindtaget om, hvordan han opdagede omfanget af den amerikanske stats masseovervågning.

Snowdens egen biografi udgør en vægtig brik i forståelsen af en af tidens mest brændende problematikker: kampen om retten til vores alle sammens privatliv. Substansen i bogen handler om, hvordan Snowden fik øje på og dokumenterede det store hemmelige overvågningssetup. PRISM-programmet gav f.eks. efterretningstjenesten adgang til ikke bare dine og mine, men også amerikanske statsborgeres profiler hos Microsoft, Google, Facebook, Youtube, Skype og Apple m.fl., inklusive alt det, du troede, var privat: dine billeder, chatsamtaler, søgehistorik mm. 

TURBULENCE-programmet overvågede til gengæld al trafik på nettet i realtid gennem to små sorte servere – på størrelse med en lille bogreol med fire hylder, som var installeret i specialsikrede rum i de amerikanske ambassader verden over og hos de store teleselskaber hos USA’s allierede (også i Danmark, mon?). Og i XKEYSCORE-søgemaskinen kunne du f.eks. indtaste en rigtig adresse, en IP-adresse eller et telefonnummer og – med NSA’s egne ord – få oplysninger om “nearly everything a user does on the Internet” retur.

2. Snowden var forud for sin tid

Dengang Snowdens læk først kom frem, bed afsløringerne på mig. Alligevel fik de ikke rigtigt fat. Men det var også før, nettet mistede sin uskyld. Før Cambridge Analytica, før film som The Great Hack (anmeldt her) eller bøger som Zuboffs Age of Surveillance Capitalism (anmeldt her).

Det var dengang, jeg sagde: “Information wants to be free”, ikke “hvis noget er gratis, er det dig, der er produktet”. Dengang vi talte om UX og gode brugeroplevelser (ja, ok, det gør vi stadig) – ikke om dopaminudløsende og afhængighedsskabende design. Dengang “disruption” var på vej til at blive in. Nu er det nærmest et skældsord.

I dag er jeg mere bekymret, og det er i det lys, jeg læser Permanent Record – som en brik til nettets syndefaldsfortælling.

I Permanent Record læser jeg historien om, hvordan dette syndefald er drevet lige så meget af staternes stræben efter magt som af de store tech-selskabers jagt på profit. Jeg læser historien om, hvordan det er den alt for lette adgang til dit og mit privatliv, der er vores nye sårbare akilleshæl. Jeg læser historien om en whistleblower og et læk, hvis fulde betydning vi først nu er ved rigtigt at forstå.

3. Snowden er SharePoint-admin

På det mere jordnære plan: Du tænker sikkert, at Snowden er – eller var – en ung, coladrikkende superprogrammør. Det var han nok også. Ikke desto mindre arbejdede han, da han som 29-årig hentede de mange fortrolige oplysninger ud af systemerne, i en langt mere ydmyg rolle som SharePoint-administrator. Han var en af IT-drengene; en af dem, man normalt ringer til, når der er bøvl med intranettet. Den slags systemadministration havde Snowden arbejdet med i forskellige dele af den amerikanske efterretningstjeneste i otte år, fortæller han.

Snowdens biografi udgør en vægtig brik i forståelsen af en af tidens mest brændende problematikker: kampen om retten til vores alle sammens privatliv.

Permanent Record er på den måde også historien om den unge tekniker, der har sikkerhedsclearance til stort set alting; han skal jo kunne fikse systemerne, når noget går galt. Men han er samtidig smart nok til automatisere sit eget arbejde, så han har tid til overs. Og så er han altså også tændt af en hellig ild. 

4. Snowden nedstammer fra Mayflower. Og hans bedstefar var kontreadmiral.

Den første tredjedel af Permanent Record handler om Snowdens tid før efterretningstjenesten, hans barndom og ungdom. Hans baggrund. Den gør han en del ud af.

Blandt andet historien om, hvordan han på sin mødrene side nedstammer i lige linje fra den eneste kvinde i den giftedygtige alder ombord på Mayflower – skibet, der bragte den første engelske koloni til den nye verden i 1620. Snowdens forfædre har deltaget i alle krige i USA’s historie. Snowdens morfar var kontreadmiral i US Coast Guard, hvor hans far også arbejdede. Hans mor var i NSA.

“Mine is a family that has always answered the call of duty,” skriver han. Og han fortæller, hvordan 9/11 fik ham til at melde sig til hæren. Det er Snowden magtpåliggende, kan man forstå, at fremstå som patriot. Ikke landsforræder.

5. Snowden spammer sine kolleger med forfatningen

På Constitution Day, den 17. september, kan du finde trykte udgaver af den amerikanske forfatning (oftest hengemt) i hjørnet af kantinerne på de amerikanske efterretningsenheder. Dem var der sjældent nogen, der tog, skriver Snowden. Bortset fra ham selv.

Han stillede et eksemplar, holdt på plads af en Rubiks terning, på sit skrivebord. Han læste den. Og han tog eksemplarer til sine kolleger, som han delte ud på deres borde.

Alt dette er selvfølgelig en del af Snowdens tegning af sig selv som patriot. Men det er ikke kun symboldrypning. Der er klare paralleller, forstår man, mellem den store idé om, at alle er født lige, og det frie, åbne net, som Snowden som enspænderteenager forelskede sig i. Et net, hvor man kunne være, hvem man ville. Hvor folk behandlede hinanden med respekt og imødekommenhed. Og hvor sagligheden havde gode kår.

Den historie får vi også hos Snowden. Snowden er både nørd og idealist. Og for ham er det lidt det samme.

6. Snowden får nok

Første gang, Snowden begyndte at få kolde tæer, var, da han dykkede ned i de amerikanske spionarkiver for at blive klogere på, hvordan kineserne overvåger amerikanske efterretningsfolk (en sideopgave, han ved et tilfælde blev hyret til af den amerikanske pendant til vores eget FET). Opgaven bragte ham, skriver han, tæt på omfanget af ikke bare den kinesiske kontraspionage, men af det kinesiske overvågningssystem i det hele taget. Det var “utterly mindbogling”. Men også bekymrende: Hvis kineserne kan, kan vi også, tænkte Snowden. Og videre: Med alt det, vi ved om kineserne, må vi selv have noget tilsvarende. Det kineserne gør ved os, gør vi måske ved hele verden. 

Snowden kan kun tale med pressen over Skype. Kilde: Getty Images.

Det var først langt senere, bægeret flød over for Snowden. Mistanken havde naget ham, og han fortæller, hvordan han brugte sine sene systemadministratornattevagter – og sine meget vidtgående adgangsrettigheder – til at læse sig ind på selv top-top-top-hemmelige dokumenter.

Et særligt centralt et beskriver, hvordan efterretningstjenesten i årene efter 9/11 læser alle gældende regler, som Djævelen læser Biblen. Mens de udadtil siger noget helt andet.

Snowden læste, hvordan fundamentet for de store privatlivsbrud blev omgået ved sproglig kreativitet. På præcis samme måde, som tortur blev til “enhanced interrogation” og kidnapning til “extraordinary rendition”, blev forbuddet mod at indsamle personlige oplysninger uden dommerkendelse omgået ved ren begrebsgymnastik.

Først når efterretningstjenesterne selv faktisk bruger oplysningerne til noget, kan oplysningerne overhovedet siges at være indsamlet, lyder argumentet. Så længe, det bare var efterretningstjenestens maskiner – automatisk datahøst og algoritmer – der står for arbejdet, talte det ikke. Med terrortruslen som argument udhulede efterretningstjenesten de værdier, som Snowden sætter allermest pris på. Det var det, der fik Snowden til at handle.

7. Snowden giver fun facts fra livet som spion

Det er ikke let at stjæle oplysninger fra den amerikanske efterretningstjeneste. En (svær) ting er at få oplysningerne ud af systemerne og ud af de topsikrede kontorfaciliteter. En anden er at få dem offentliggjort. Hvem kan man stole på? Og hvordan kan man komme i kontakt?

Snowden kørte rundt på Hawaii, hvor han boede, og scannede for åbne netværk, han kunne hoppe på og forklæde sig som en anden, mens han skrev med de udvalgte journalister – uden at fortælle, hvem han var, og så lidt som muligt om, hvad han vidste. Særligt (måske kun?) dokumentaristen Laura Poitras.

Har Snowden virkeligt kunnet tie stille, siden han flyttede til Rusland? Det er et spørgsmål, mange har stillet. Og som bogen, der kun meget overfladisk fortæller om tiden efter hans ankomst, ikke gør læseren vældigt meget klogere på. 

Snowden tog til Hong Kong og ventede på Poitras og Guardians Glenn Greenwald. Men Greenwald var svær at overtale. Så Snowden ventede i ti dage uden at turde forlade hotelværelset af frygt for, at der alligevel var nogen, der havde opdaget ham, og de vil benytte sig af chancen til at bugge værelset. Lidt fun facts fra en virkelighedens spionroman.

8. Snowden bor i Rusland

Snowden har brændt alle broer. USA er no go for ham. Efter lækket forestillede han sig – og det har han nok ret i – at han måske aldrig kommer tilbage. Og måske aldrig igen skal se sin familie, venner og kæreste.

Han ville til Venezuela. Fra Hong Kong over Moskva og Cuba. Uden om amerikansk kontrolleret luftrum. Men hans pas bliver annulleret af USA allerede før, han lander i Moskva.

Der bliver han modtaget af FSB, den russiske efterretningstjeneste; om der måske er noget, han kunne tænke sig at dele med dem? Det ville gøre hans liv meget lettere, nu hvor han ingen steder har at rejse hen, mener de. Snowden fortæller, at han siger nej tak. Meget fast. 

Cirka der slutter bogen. Snowden bor nu i en lejlighed i Moskva. Hans kæreste er flyttet derover. De er gift.

Har Snowden virkeligt kunnet tie stille siden da? Det er et spørgsmål, mange har stillet. Og som bogen, der kun meget overfladisk fortæller om tiden efter hans ankomst, ikke gør læseren vældigt meget klogere på. Hvis ja, er det godt. Hvis det ikke er tilfældet, hvis Snowden faktisk har udleveret hemmeligheder til russerne, ryger der noget af hans glorie.

Men det gør ikke Snowdens oprindelige bedrift – afsløringen af den amerikanske masseovervågning og af skyggesiderne af vores nye, fagre datadrevne verden – mindre. Og det ændrer heller ikke på, at Snowdens egen biografi udgør en vægtig brik i forståelsen af en af tidens mest brændende problematikker: kampen om retten til vores alle sammens privatliv.

Denne anmeldelse blev først bragt på Kommunikationsforum, og kan derfor også læses lige her.