Sådan tjener Berlingske penge på Googles algoritmer

  • Jon Lund 

Aviserne overlever ikke uden nye digitale indtægter, og alle stirrer for tiden mod læsernes pengepung og afprøver modeller. En af dem bygger på Google.

“Jeg er vild med, at Berlingeren tager 10 kroner for at forklare forskellen på socialisme og kommunisme :-)”. Sådan skrev en af mine venner ironisk på Facebook forleden. Først var jeg også selv paf.

 

Jeg ved, at Berlingske – ja, næsten alle i nyhedsverdenen – taler om, at digitale indtægter skal komme fra ’mange bække små’. Og om, at indhold skal koste penge. Men det her havde jeg ikke megen fidus til.

Overblikket drukner
Jeg satte mig derfor for at undersøge sagen nærmere. Første anstødssten: Nettets myriader af sites flyder over med gratis indhold. Da jeg googlede ’kommunisme socialisme’, fik jeg over 200.000 resultater. Så hvorfor betale dyrt hos Berlingske?

Svaret viste sig meget få klik borte. Det første søgeresultat var nemlig et langt i spyttet-blogindlæg fra 2007 med overskriften skrevet delvist med versaler. Jeg skyndte mig derfor videre til resultat nummer to: Wikipedia. Her advarede en lille boks »Denne artikels neutralitet er omstridt«. Mens en anden boks efterlyste en fagperson til at sikre korrektheden. Uha, ikke godt. Tredje hit bragte mig til Studieportalen, hvor ubehjælpsomme skoleelever efter alt at dømme gjorde hinanden endnu mere forvirrede, end de var i forvejen.

Straks blev jeg Berlingske mere venligt stemt. Jeg tænkte: ’10 kroner er jo ingenting’, og købte kommunismeguiden. Den viste sig at være skrevet af Berlingske Research, men fin. Hvad den manglede i dybde, havde den til gengæld i hurtigt overblik.

Google som målgruppe
Jeg havde dog stadig svært ved at se, hvorfor lige Berlingske, af alle, valgte at lave guider i venstrefløjens grundskoler. Den undren varede ved, lige til jeg fandt på at tjekke Googles søgetrends, der kunne afsløre et sigende mønster: Hvert år i maj boomer antallet af ’kommunisme socialisme’-søgninger. Bingo: guiden er skrevet til eksamensskrivende – og googlende – elever og studerende. Slet ikke til Berlingske-læsere som sådan.

 

En stikprøve blandt Berlingskes andre guides bekræftede Googles centrale rolle i emnevalget: ’Skal du hæve din efterløn’ rimer med et massivt søgeboom i hele september. Det samme gælder ’Gør dig klar til Berlin Marathon’ – koster 9 kroner og har den fordel, at den vil hitte, hver gang Berlin Marathon løber af stablen, og med et par mindre rettelser også ’Vil du til Copenhagen Marathon i maj’ – mens ’Her er de bedste vinterdæk’ (også 9 kroner) er en efterårs-evergreen.

Bedre end indholdsfabrik
Denne kreative redaktionelle proces er ikke opfundet af Berlingske. Den kendes fra de såkaldte indholdsfabrikker som eksempelvis Demand Media, USA’s 14. største netimperium, der excellerer i ’Sådan gør du’-guider med Google som idéudvikler og hovedleverandør af trafik og en gennemrationaliseret produktionsproces, hvor ’journalisterne’ aflønnes med 100 kroner pr artikel (som jeg skrev om for to år siden under overskriften “Fabriksmedier malker nettet for penge“).

I forhold til indholdsfabrikkerne – og andre konkurrenter – har Berlingske dog en fordel: De har masser af rigt og varieret indhold og masser af andre sites, der linker til dem og dermed blåstempler dem i Googles øjne, hvilket bringer dem højt op på søgeresultatlisterne. Indholdsfabrikkerne, derimod, har Google ikke stor fidus til: Sidste år tilpassede Google ligefrem sin søgemotor for at få de famøse sites væk fra topplaceringerne som du kan læse blandt andet her.

Om Berlingske har held med deres guidebutik, melder de officielle kanaler ikke om. Min egen lille undersøgelse fortæller mig, at den faktisk rammer et umættet behov. Og prisen er tilpas lav til, at det kunne give pote. Hvis den gør, er det ikke kun Berlingske, der bliver glad, men hele mediebranchen, der vil have fået et nyt eksempel på, at indhold rent faktisk kan sælges på nettet. Bare det gøres snildt nok.

Dette blog-indlæg er en let forbedret udgave af en artikel i Politiken i dag 10. oktober 2012.

1 tanke om “Sådan tjener Berlingske penge på Googles algoritmer”

  1. Pingback: Webfrontens weblinks uge 41 2012

Der er lukket for kommentarer.