Sådan undgår du at lave radikal Big Brother på nettet

  • by

Internetannoncer, der registrerer dine politiske holdninger, afslører en reklame- og mediebranche, der er helt galt afmarcheret og bilder sig ind, at alt må overvåges. Det må det ikke. Her er din guide.

Forleden fik mediebureauet Mindshare og en af deres kunder offentlige tæsk i Jyllands-Posten, der kunne fortælle hvordan bureau & kunde systematisk havde registreret internetbrugeres svar på følsomme politiske spørgsmål for bedre at kunne skelne ven fra fjende i det videre kampagneforløb. Kunden var et politisk parti, og det føjede spot til skade, for historien er kun alt for rig politiske bevægelser, der har ført navnelister over folk de ikke var enige med.

I stedet for en undskyldning, be-be, for så åbenlyst at have bevæget sig ud i dybt problematisk farvand lød det fra bureau og parti: Hvad taler I om? Vi har overhovedet ikke gjort noget galt, alle internetkampagner fungerer sådan.

Det har de formentlig ret i, hvilket desværre blot viser, at den danske reklamebranche helt åbenlyst ikke har forstået, at overvågning – selvom hvert enkelt tilfælde kan synes uskyldigt – brugt uden kontrol åbner ladeporte for alskens tvivlsomme interesser. Og det afspejler samtidig, hvor halvhjertet den lovgivning, der skulle stoppe den slags praksis fra at udvikle sig på nettet, er.

Grundlaget er nemlig helt klart. Selvfølgelig må du ikke registrere nogen, uden at de selv har sagt ja tak. Ikke, når det handler om, hvilke hjemmesider de bruger, om hvilket vaskepulvermærke der står i deres bryggers eller – helt udpræget – om hvad de mener, tror på eller er til. Og normalt er der heller ikke noget problem med at håndhæve reglerne fra myndighedernes side. Bortset fra på internettet, hvor reglerne er udmøntet tilpas vagt, og hvor myndighedsudøvelsen er så mærkeligt halvhjertet, at hele branchen har kunnet bilde sig selv ind, at netovervågning i praksis befinder sig i et både moralsk og juridisk tomrum.

Det er ellers ikke så svært:

1. Det er dine data
Alle brugernes oplysninger tilhører dem selv. Oplysninger om hvad du læser, skriver og klikker på, når du selv surfer på nettet, tilhører dig og ingen anden og må derfor ikke bruges af andre, uden at du først er blevet spurgt.

2. …men sitet har også ret
Mange sites kan dog kun fungere, hvis de noterer, hvad du gør. F.eks. skal en indkøbskurv i en netbutik kunne huske, hvad der er kommet i den, hvis den skal bruges til noget. Her må der godt korttidsregistreres. I andre tilfælde har du, bare ved at bruge et site, uudtalt givet lov til, at de husker og bruger oplysninger om dig. Facebook, f.eks., ville ikke være særlig sjovt, hvis den ikke kunne gemme, hvad jeg skrev, og vise det til mine venner. Og i et helt tredje tilfælde gør du i praksis en byttehandel med et site: politiken.dk, f.eks., giver dig gode artikler, og du betaler med oplysninger om dig selv. I alle disse tilfælde er det et site, du bruger og har et tillidsforhold af en eller anden slags til, der gemmer oplysninger om dig. Her kan spørgepligten være til forhandling.

3. …det har reklamerne ikke
De reklamer, der vises på et site, har du til gengæld ikke selv valgt at se. De kommer ind fra højre og maser sig ind i dit og sitets møde. Sitet i sig selv kan have en eller anden ret til dine oplysninger; bannerne aldrig. Allerede her hoppede kæden af for vores uheldige mediebureau. Når en bruger fortalte banneret, hvad han syntes om udlændingepolitik, skulle det have sagt: Klik her, hvis vi må gemme dit svar i vores register.

4. …og slet ikke netværkene
Helt galt går det, når det ikke er annoncøren, men et af de reklamenetværk, der placerer bannere for mange forskellige annoncører, der indsamler oplysninger om dig uden at spørge – så de kan vise dig bilreklamer for Audi, hvis du har været positiv over for en fra BMW. For annoncøren er trods alt en, du som bruger kan forholde dig til i selve reklamen. Netværket er helt anonymt.

I et tidligere liv var brancheforeningsdirektør for alle de store netmedier og dengang med til at designe de overvågnings-systemer, der bruges derude. Tro mig: du kan måle rigtigt meget. Og selvom  registreringen tit er anonym, er det i ni ud af ti tilfælde muligt at komme uhyggeligt tæt på din rigtige identitet også. Prøv f.eks. at spørge antipiratgruppen, hvordan de fandt navne og adresser på musik- og film-pirater, dengang “vi sagsøger dig langt ind i helvede” var deres officielle strategi og med fogedens hjælp ransagede mistænktes hjem.

Måske vil du gerne vide, hvilket politisk parti det var, der fik bank sammen med deres mediebureau? Bare rolig, det var hverken nationalsocialister eller ekstremister på den danske venstrefløj. Det var bare de radikale. Så de brugte nok oplysningerne pænt. Hvilket ikke forhindrer dem i – sammen medMindshare – at ligge i en sagsbunke hos datatilsynet lige nu.

Dette blogindlæg er en let udbygget version af analyse først bragt i den trykte udgave af Politiken, onsdag den 5. december 2012.