Tech-professoren og kampen for nettets sjæl

Ruben Verborgh. Photo: Nathalie Samain

Ruben Verborgh er 33 år, professor i decentralized web og technology advisor i Tim Berners-Lee’s Inrupt. Han vil redde nettets sjæl med javascript og standardiserede API’er. Idéen er at skabe et sted, hvor du som bruger har kontrol med alle dine personlige data uden om techgiganterne. ”Det er en langsom revolution”, siger Ruben Verborgh.

Denne blogpost er en udvidet udgave af en artikel, jeg skrev for Prosabladet, og som du kan læse lige her. (Foto: Nathalie Samain)

“Det var så cool. Så fascinerende. Der var så meget viden derude”. Ruben Verborgh tænker tilbage til teenageårene i starten af nullerne. “Hele aftener, der bare blev brugt getting lost on the web”. Det er nettet – det tidlige net – han taler om. Der er længsel i hans stemme. For sådan er det ikke mere. Nu er nettet lukket til.

Frontend-koder og nutty professor

Jeg møder Verborgh i en pause til Data Sharing Days-konferencen i Haag. Han er 33 år, professor, og har netop givet sin keynote præsentation til en blandet skare af forretningsfolk og dataansvarlige fra europæiske virksomheder og offentlige myndigheder. “De sidste to uger har jeg været i Wien, Athen, nu Haag. Og i overmorgen skal jeg til Rom. Jeg har brug for noget rigtig mad, ikke junk”, siger han, før han bestiller løgsuppe og gratineret pasta fra konference-hotellets køkken. Og en diet Coke.

Verborgh har viltert hår, skægstubbe, øreringe og en orange T-shirt med to fingre i et “V”-tegn hængende løst og krøllet over en ikke fuldstændigt toptunet overkrop. Han ligner en krydsning mellem din kollega, frontend-koderen, og en nutty professor. Det er også hvad han er. Hans afdeling, “IDLab”’et, på Ghent universitet i Belgien tæller 15-20 mand, som koder og forsker i decentralized web, open og linked data. Og så er han Technology Advisor i Inrupt, Tim Berners-Lee’s startup, der vil vise vejen for, hvordan data reguleres i den moderne verden.

Inrupt bliver til

Det er fire år siden Verborgh rigtigt kom i kontakt med Berners-Lee, manden der i 1989 udviklede http-protokollen, html-sproget og URL- og URI -koncepterne, kodede verdens første hjemmeside og skabte world wide web. Og som stadig står i spidsen for W3C – det konsortie, der styrer webbens løbende udvikling.

Verborgh var postdoc på Stanford-universitet i Palo Alto i Californien (“det var midt i Facebook-land”) og han og Berners-Lee færdedes i de samme miljøer. “Tim er to ting”, fortæller Verborgh. “Han er highlevel og visionær. Men han er også sådan en, der selv koder i javascript. Jeg skrev biblioteker, som han brugte og vice versa”. De to begyndte at tale og Verborgh brugte sommeren 2017 hos Berners-Lee på det legendariske Massachusetts Institute of Technology, universitet, hvor blandt andet Spacewar, verdens første computerspil, GPS’en, regnearket og faxen blev opfundet. Her fortalte Berners-Lee om sine planer om at starte Inrupt.

Verborgh og Berners-Lee klikkede særligt på et punkt: at nettet, som vi kender det idag, er i ubalance. “Vi har allerede løst mange af teknologi-problemerne, nu skal de bare bringes ud i verden, og vi bliver nødt til at tage opgaven på os, og vise det kan lade sig gøre”. Verborgh genfortæller Berners-Lee’s ord, hen over frokostanretningen. Han købte med det samme ind på projektet. Et år senere launchede Inrupt officielt.

Spild af potentiale

“Det vi ser i dag er abnormt. Det er ikke meningen det skal være sådan”. Verborgh lægger tryk på ordene, der strømmer ud i den hotel-tjekkede restaurant. Det er igen det lukkede net, han taler om. “Det er meningen, at alt skal være linket sammen. Men i dag har vi en monopolsituation, skabt med datahøst. Det er en skidt ting, et spild af potentiale. It’s such a waste”. 

Det er webbens ubalance, Verborgh diagnosticerer. I stedet for det åbne web, har vi fået et web, hvor oplysninger hegnes inde hos hver af de store tech spillere. Din venneliste på Instagram taler dårligt sammen med din venneliste på LinkedIn, dine Facebook-events og Outlook kalender skal tvinges sammen for at synce, og dine Youtube-kanaler og Netflix-profil lever helt adskilte liv.

Facebook er crap

Det opdelte net er noget bøvl for dig som bruger. Til gengæld er godt for de store tech-virksomheder. Lukketheden gør dem i stand til at ophobe data om dig, som de tjener penge på, samtidigt med, at de bruger deres dataforspring til at holde konkurrenterne ude. For uden data – og store mængder af dem – er det svært for nye startups at få signifikante resultater ud af de K-means-, Random forest- og andre maskinlærings-algoritmer der driver værket. Og svært at levere den fede funktionalitet, der skal til, for at slå rigtigt igennem.

Det er ikke kun konkurrenterne, som lukketheden holder nede. Også tech giganternes egen innovation skævvrides. For dem handler det ikke om at skabe højst mulig brugertilfredshed, men om at få flest mulig penge ud af dataforretningen. Dvs. om at maksimere antallet af datapunkter og reklame-eksponeringer. “Se på Facebooks nyhedsfeed”, siger Verborgh. “Det har ikke udviklet sig i ti år. Måske er det blevet bedre for Facebook selv, men for brugerne er der ingen fremskridt sket. Der er ingen der kan lide Facebook-app’en. Det er crap.”

Befri data

Det er her, Inrupt og deres Personal Online Data Storage – eller bare pods – kommer ind. Ideen er at skabe et sted, hvor du som bruger kan opbevare alle dine personlige data. Og hvor det er dig, brugeren, der har kontrollen over, hvem der kan tilgå og bruge dine data. Ikke den tjeneste, som data er skabt af eller gennem.

I Inrupts verden vil dine LInkedIn-data f.eks. ikke ligge hos LInkedIn selv – de ligger i din egen pod. I Inrupt setup’et skal LInkedIn derfor spørge om lov, før de kan sammensætte dit feed med opdateringer fra dine egne connections og ikke bare med tilfældige opslag. Og det er ikke kun LinkedIn, der kan få adgang. Du kan frit vælge, hvem du vil åbne data-døren for. Det er gode nyheder for alle med en ide til en ny app, fordi de, hvis ellers de kan få permission fra brugeren, slipper for at skulle spekulere på, hvor data skal komme fra. “Her kommer data så upfront, så det behøver man slet ikke bekymre sig om”, forklarer Verborgh. 

På den måde stikker Inrupt potentielt en pind i data-monopolernes hjul. Nye LinkedIn’er, Facebook’er og YouTube’er får en meget bedre chance for at vokse frem og slå igennem.

Vil du dele dine data?

Men den åbne og decentraliserede ide bag Inrupt åbner også for mere innovation endnu. Faktisk vil udviklingen måske helt opløse de store apps og services, som vi kender i dag. Til glæde for både almindelige brugere, der vil få fede oplevelser og ny funktionalitet, og for hele økonomien. “Denne her nye måde at tænke på, vil føre til opblomstringen af et mellemlag af forretninger og services, der laver nye ting” spekulerer Verborgh. 

Venneliste-funktionaliteten f.eks., ville måske kunne blive til en selvstændig applikation, som så kunne bruges som underleverandør til andre apps. “Eller consent management, f.eks.” fortsætter Verborgh, “som jo bare er en service, som hjælper mig med at holde styr på mine data. Ligesom bank-apps hjælper mig med at investere mine penge. Der vil være services for discovery, som siger: hør, vi leder efter mennesker der vil dele deres data til research formål. Der vil være caching-services og mange andre ting i midten af netværket, kæmpe forretninger, der ikke findes idag”

“Solid” bund

Når Verborgh er så optimistisk hvad angår datadelings-mulighederne i Inrupt-setup’et, skyldes det, at Inrupts pods ikke bare er data vaults, der indeholder tilfældige data. De er data vaults, der holder data, der – selvom de kan være af alle mulige forskellige slags – er struktureret efter fælles grundlæggende principper. Og som kan tilgås gennem standardiserede API’er.

Faktisk er Inrupt navnet bare firmanavnet. Og pods hedder i virkeligheden Solid pods. For det er Solid-servere, Solid standarder og Solid funktionalitet det hele er bygget op omkring. Og det er Solid-ideen, der virkeligt tænder julelysene i Verborghs øjne. Det er den, der kan rette nettet op.

Solid er kort for “social, linked data” og dækker over et særligt sæt konventioner og standarder, der bygger direkte ovenpå og udvider webbens techstack: HTTP, URL og HTML. På den måde gør Solid webben til et kollaborativt read-write space, med WebID som de centrale identitets-specifikationer, der gør brugere til deres egne ressourcer – sider – på nettet. WebID-TLS og -OIDC bruges i dag som de primære authentifikations-mekanismer, så man kan fastslå, om en bruger også er, hvem han eller hun giver sig ud for at være, mens selve sammenkoblingen af data, maskiner og brugere sker gennem Linked Data, hvor alle ressourcer udstyres med hver deres HTTP URI (URL) og linkes sammen gennem en fælles tripple-semantik, der udtrykker relationen mellem de enkelte ressourcer. Som i “dette er et profilbillede”, “dette er en besked” eller “dette er en person”.

Langsom revolution

I virkelighedens verden er det langt fra altid klart, hvad der er hvad, når relationerne på nettet skal udtrykkes, så man kan hitte rede i dem. Som på så mange områder ligger djævlen også her i detaljen.

På SoMe-området, f.eks., er Inrupt derfor i gang med – sammen med Google, Microsoft, Twitter og flere andre – at opbygge ensartede datamodeller. Med dem vil Facebooks, Twitters og LinkedIns profilbilleder f.eks. kunne opmarkeres, så man kan se, at de alle bare er specialtilfælde af en hovedkategorien “profilbilleder” og derfor kan behandles på samme måde.

Samme standardiseringsarbejde er Inrupt i gang med på blandt andet sundhedsområdet. “Det er simpel data arbejde. Men man skal være enige om, hvad det betyder. Jo mere specialiseret domænet er, jo større er sandsynligheden derfor for, at folk bliver enige” fortæller Verborgh. Det er hårdt arbejde. Og en af grundene til, at Inrupt ikke eksploderer af sig selv hen over natten. Eller, som Verborgh selv udtrykker det: “Det er en langsom revolution”.

Desværre for Verborgh og Inrupt, er de manglende standarder kun et af de mange problemer, der skal tackles, før det frie og åbne Solid-net bliver til virkelighed. Et andet er spørgsmålet om, hvordan man skal få de store teknologivirksomheder rigtigt med om bord. Her kan GDPR, der  allerede i dag giver alle brugere krav på at kunne få udleveret deres data, måske give en hjælpende hånd med. Og måske vil Facebook, Google og de andre ligefrem indse, at et åbent net er i deres interesse også. Det er ihvertfald Verborghs håb.

Privatlivskrænkelserne har toppet. Det bliver ikke værre.

Om det tager to eller fem år, før Solid for alvor vinder indpas, ser derfor ikke ud til at bekymre Verborgh. Han taler, som om han er sikker på, at det sker. “Centraliseringen af vores personlige data og krænkelserne af vores privatliv har toppet”, lyder det fra Verborgh, når han bliver spurgt til fremtiden. “Det bliver ikke værre” siger han om Facebook og de andre og uddyber: “Lige nu presser de citronen. Men de skal være meget dumme – very stupid – hvis persondata er deres langsigtede strategi. De må forberede noget andet. Det er det eneste logiske at gøre”.

“Der er ingen, der virkelig ønsker sig dine data. Ikke engang Facebook. Det er dine penge de vil have”. Verborgh har talt sig varm. “Data, og det at gemme data, er dyrt og farligt. Det er en forretningsrisiko. Du må være skør, hvis du vil gemme folks data i fremtiden.”

Verborgh har flere argumenter for, hvorfor datahøsten snart må på retur. Det ene er, at de store ikke sidder så sikkert i sadlen, som man kunne tro. Nr. 1 bliver altid udfordret af datamæssigt af nummer 2, 3 og 4. Derfor er det usikkert at bygge hele sin forretning på data. Et andet er, at persondata-byttehandelen med brugerne er ustabil. Den følelsesmæssige værdi af dine billeder, minder og begivenheder vil altid være mere værd for dig, end det beløb de vil kunne indbringe på en kold reklamebørs. Og når man så lægger udsigten til et decentraliseret web oveni, hvor persondatamarkederne vil kollapse, så snart data kan hentes i folks egne pods, bliver det helt galt.

Universel identitet, AI og VR – og lego – i støbeskeen

I stedet for at bygge deres forretning på persondata, tror Verborgh derfor på, at de store teknologivirksomheder vil kaste sig over andre forretningsområder. “Måske vil de kaste sig over finans-tjenester, måske vil de være en bank – eller en universel identitets-leverandør. De har også masser af AI-virksomheder, analytics, VR. Du kunne blive ved”, siger han. 

Vi er nået til kaffen – espresso – og nu vil Ruben Verborgh gerne snart hjem, kan jeg mærke. Hjem til Anneleen, hans kone, og de to små drenge, Amos og Miro. Amos er to og Miro, der snart skal snart starte i børnehave, 4. Børnene er for små til både mobiler og iPads, mener Verborgh. “Og jeg presser ikke på”. Men Miro bygger lego. Små, standardiserede plastic-klodser, der kan sættes sammen i et utal af kombinationer. Ligesom webben, tænker jeg. “Det er fedt”, siger Verborgh. “Det handler alt sammen om kreativitet”.