Ugens links: Parker sidelæns – hæng ud med Obama

  • Jon Lund 

“Lund på nettet”-bagside klummen fra Politikens økonomi-sektion går i dag sådan her – komplet med links og det hele:

Parker sidelæns
I sidste uge afslørede EU-kommissionens formand, José Manuel Barroso, en ny mini-elbil, Hiriko. Bilen er ren science fiction: hjulene drejer separat og styres af hver deres motor og kan derfor dreje om egen akse (en såkaldt nul-vending), og køre sidelæns ind i parkeringsbåse. I parkeret tilstand presses bilen sammen, så den fylder mindre. Rattet er erstattet af en joystick på en svingbar arm, og ind- og udstigning sker forlæns gennem forruden, der kan slås op.

Bilen testes i efteråret i Malmø og flere andre byer verden over og ventes at komme på markedet næste år til en pris på omkring 100.000 kr. før skatter og afgifter. New York Times har en fin omtale.

Hæng ud med Obama
Natten til tirsdag hang fem almindelige – men håndplukkede – amerikanere ud med Obama. Det skete på Google’s gruppe-videochat, Hangout. En hel del andre så på. Og de, der gik glip af det, kan nu se en optagelse af det hele på YouTube.

Normalt fungerer Hangout sådan, at du på Google+ fortæller, hvornår du selv er på, så de af dine venner, der også er online, kan ’hænge ud’ sammen med dig. Alle sidder så hjemme foran et webcam – og systemet er så smart, at det automatisk viser den, der taler, i det store billede og de øvrige som små thumbnails.

Det er ikke kun vælgermøder, Hangout er god til. Også Dalai Lama har hængt ud. Og it-koncernen Dells øverste chef, Michael Dell.

Mægtige Apple
Ikke bare har Apple – med en markedsværdi på over 400 milliarder dollar – fortrængt Exxon fra pladsen som verdens allermest værdifulde firma. Det har også netop lanceret verdens fjerdestørste overskud nogen sinde på et kvartal: 13 mia. dollar eller 73 mia. kroner. Og har dermed trængt sig ind som eneste ikke-olieselskab på rekordlistens top 20 der kan ses hos Wikipedia.

Kvartalsregnskabet, som blandt andet Macrumors.com omtaler, viser også, at Apples omsætning er steget med hele 73 procent på et år. Så meget bør firmaer på Apples størrelse slet ikke kunne vokse. Interessant nok stammer over halvdelen af omsætningen fra iPhones, der solgte over dobbelt så godt som året før, på trods af at den nyeste model ikke som ventet var en ny version (iPhone 5), men kun en opgraderet 4’er.

Google ER ond
»Nu er det officielt«, skriver Mat Honan fra Gizmodo: »Google er ond«. Ordene spiller på Googles uofficielle motto, ’Don’t be evil’, og skyldes, at Google fra 1. marts samkører alt, selskabet ved om dig: Hvilke ord du taster ind, når du søger på Google, hvad du skriver om, når du mailer fra din Gmail, hvilke film du ser på YouTube, hvem dine venner er på Google+, hvilke steder du har tjekket ind med din Android-telefon.

Det hele skal give dig en bedre og mere skræddersyet oplevelse (og gøre Google til en bedre annonceplatform). Prisen er, at du skal leve med en central instans, der ved mere om dig, end selv din mor eller din bedste ven gør, og grundlæggende kun har et formål: at tjene penge.

Kloge billeder
Gammeldags billeder forestiller det, de forestiller. Ellers kræver det hårdt arbejde i mørkekammeret. Et digitalfoto har flere brikker (’bits’) at rykke med: En tur i Photoshop, og det er lavet om. Dog: hvis ikke råmaterialet er i orden, er der ikke så meget at gøre.

Ind kommer Lytro: et kamera, der ikke bare tager ét billede, men opfanger alle linsens lysindtryk. Lytros billeder er ’levende’; tilskuerne klikker selv rundt og stiller skarpt – efter billedet er taget, vel og mærke.

Lytro udvisker skellet mellem intelligens og dum registrering, koster 399 dollar (2.240 kr.) og ligner en æske stormtændstikker. Men måske finder du snart teknologien på din telefon. Ihvertfald var Apples Steve Jobs personlig engageret i Lytro helt op til sin død, fortæller 9to5mac.com.