Ny interaktiv plakat af en pige fniser når du kysser den og danske Lars er i spidsen for Facebooks nye økonomiske krigsskib. En ny laserboks projicerer et fuldt tastatur på bordet foran dig og din tablet, Stanford melder om 160.000 elever i een klasse og en ny elcykel, der kan køre 45 km/t. Det er essensen i ugens links, bragt i dagens Politiken. Her komplet med links og det hele:
Lars redder Facebook
Selvom Facebook og Google er cirka lige store, tjener Google ti gange mere. Der er nemlig mange flere penge i at sælge annoncer sammen med søgeresultater end sammen med vennesnak. Et af Facebooks p.t. allervigtigste projekter er derfor at få sin egen websøgning, og selskabet har sat en dansker, Lars Rasmussen, i spidsen for satsningen. Lars og hans bror Jens er übercool: Det var dem, der lavede Google Maps, før det blev til Google Maps. Og det var de to, der stod i spidsen for det højambitiøse og nytænkende Google Wave, der dog gik ned med et brag.
Jens blev hos Google, da Lars rejste. Som BusinessWeek noterer, føjer det lidt sjov broderlig kappestrid til kampen mellem de to tech-giganter. Og så er det endda dansk.
Taster på bordet
En af de største svagheder ved iPad’en og de mange andre tabletcomputere, der er skabt i dens billede, er skærmtastaturet. Blandt andet er tasterne for små. Men nu kommer der hjælp til den del af festen. Geek.com fortæller, at japanske Elecom er på vej med en lille fiks kasse, der taler trådløst med din tablet, projicerer et billede af et fuldt tastatur ud på bordet foran dig og opdager, når du taster. Hele 350 tastetryk i minuttet skulle vidunderet være i stand til at klare.
Overfladekeyboardenes mangel på ’taktil feedback’ (at du ikke kan mærke tastaturet og derfor laver masser af slåfejl) hjælper laserkassen dog ikke det store på.
160.000 i klassen
I februar fortalte jeg her på bagsiden om det åbne ’lav din egen selvkørende bil’-kursus, som Googles Sebastian Thrun p.t. kører. Men det hele startede faktisk allerede i efteråret, hvor alle med en internetforbindelse og lysten til at lære mere for første gang kunne nyde godt af gratis online-undervisning, kursusmaterialer, eksamener og undervisningsbevis fra Stanford – et af verdens bedste og (normalt) dyreste universiteter.
Al denne e-læring kunne godt lyde fint, men også lidt sekundaagtigt. Indtil du hører tallene: Der var, fortæller Wired, 160.000 (!) fra hele verden tilmeldt kurset ’Introduktion til kunstig intelligens’. Svimlende. Et af den slags tal, der viser en revolution under udvikling.
Elcykel med 45 km/t
Elcykler, der forstærker din egen trampen og giver et lille ekstra spark i pedalerne, vinder stille og roligt frem. Dog mest i bedsteforældregenerationen, hvis mine personlige iagttagelser kan bruges til noget.
Der er dog flere fede cykler lige rundt om hjørnet, som både ser godt ud, kører hurtigt og giver masser af data fra sig, så du kan holde styr på dine cykelpræstationer. Alt sammen noget, der kunne presse aldersprofilen noget ned.
Både Smart (dem med de små biler) og Specialized (omtalt på Inhabitat) skulle her til maj have nye eksemplarer klar i butikkerne. Specialized lover, at deres Turbo kan køre 45 kilometer i timen. Spændende at se, om den kræver nummerplade.
Plakat fniser
Outdoorreklamerne – altså de store plakater, der hænger på gader og stræder – udmærker sig ved, at de ikke lige er til at zappe væk fra. Til gengæld er der sjældent meget bling-bling over dem. Men det kommer! Techcrunch kan fortælle om en ’plakat’, som børnehjælpsorganisationen Plan satte op ved et busstoppested i London. Plakaten (der havde kostet 270.000 kroner) viste en særlig girl power-video til kvindelige betragtere, mens mænd bare fik et ’støt os her’-link.
Eller hvad med den kysseplakat, japanske forskere har udviklet? Her rører pigen på billedet forventningsfuldt på sig, jo tættere du kommer – og hvis du kysser plakaten, begynder hun at fnise, skriver Digital Trends. Alt sammen takket være indbyggede kameraer og smart teknologi.