Skal Facebook, Google og de andre store teknologivirksomheder vokse, er det ikke i USA eller Europa, slaget skal slås. Det er de milliarder i den tredje verden, som endnu ikke er på nettet, der skal vindes. Kampen er i gang. Her følger en frontberetning.
“Vi har verdens mest succesfulde nettjeneste og en milliard brugere. Vi er børsnoterede og har fundet svaret på den mobile udfordring og fremtidens søgning. Men vi er ikke i mål endnu. Vi skal blive endnu større. Næste mål er resten af verdens befolkning. Det er der, væksten de næste år skal komme fra. De fem milliarder, der ikke bruger hverken os eller nettet i dag«.
Google vision om vejen til Afrika: trådlåst net fra luftballoner. Photoshop-forslag cc Isafmedia
Sådan cirka lyder det, da Facebooks stifter og daglige chef, Mark Zuckerberg, slår tonen an på et kæmpe internt fællesmøde – det årlige ’all hands meeting’ – i januar i år.
Da jeg ad bagveje hører om meldingen et par måneder senere, giver den god mening. Alene herhjemme tjekker tre millioner – to tredjedele af alle voksne danskere – hver måned statusopdateringer. I USA og store dele af Europa er billedet det samme. Det er svært at se Facebook blive meget større her.
Facebook Home til Afrika
Men meldingen får også flere andre ting til at falde på plads. Særligt mobilsystemet Facebook Home, Facebooks seneste, store tiltag. Her er er alting helt fra startskærmen indrettet, så det snurrer omkring dig og dine Facebook-venner, -nyheder, -billeder og -chat m.m. Systemet har fået knubbede ord med på vejen (blandt andet her hos BusinessInsider og her hos Techcrunch) og sælger ikke godt. Men det vil komme stærkt igen. For Facebook Home handler ikke om at slå hverken iPhone’en, HTC eller Samsung på hjemmebane. Facebook Home handler om den tredje verden.
Analysen er klar: Vejen til de store globale markeder i denne verdens udviklingslande går ikke gennem store og dyre computere. Vejen går gennem mobilen, der vil blive den første og for mange eneste internetmaskine. Kan du sætte dig på mobilen, har du derfor trukket vinderkortet.
Det er det, Facebook vil med Home. At få systemet til at spille maks., er et første og nødvendigt skridt. Det næste bliver massive tilskudsprogrammer, så mobilerne bliver til at betale – også i Afrika.
Sigtet er, at alle både eksisterende og nye Android-brugere bliver lige til at spise, bare de klikker på en knap eller to.
Facebook-chips skal sikre featurephones
Men det er ikke kun smartphone-brugerne, Facebook vil have fat i. Også – og måske særligt – de billigere featurephones skal vindes.
Google satser på balloner Det er ikke kun Facebook, der vil eje den tredje verden, dennes mobiler og alle de reklameindtægter, der følger med. Google vil også. Derfor er også Google gået i discountchip-mode og har, som man forleden kunne læse i Wall Street Journal, en trumf i ærmet: De vil forsyne det fattige Afrika med trådløst internet, blandt andet gennem opsendelse af balloner, der hver kan dække hundredvis af kvadratkilometer. Google er allerede i konkret dialog med både Kenya og Sydafrika.
Apple springer over
For Apple er situationen ikke helt så let. De er ikke til massemarkeder, men til dyre luksusmobiler med solide overskudsgrader.
Derfor bliver al snak om en discount-iPhone også rutinemæssigt fejet af bordet. Apple kan til nød – som det skete i Indien i sidste måned – gå med til at give særlige rabatter på de normale iPhones. Ellers er en billig iPhone sidste års nedsatte model.
Det gode ved historien er, at verden vinder, lige meget hvilket af teknologiselskaberne der løber af med sejren i kampen om de oversøiske territorier. Nettet bliver spredt, mobiler vinder frem, alle bliver forbundet, og viden flyder frit. Ikke bare i Vesten. Men i hele verden.
Denne blogpost er skrevet til og bragt som analyse i Politiken den 12. juni 2013.
Soda slår pop slår coke. Smartphones slår dumbphones. Korte videoer billeder. Og 3D print den gamle skulptør. Sådan cirka lyder essensen af denne uges håndplukkede links fra det store net.
Soda, pop eller coke
Hvad kalder du en sød, kulsyreholdig læskedrik? Det er det – i hvert fald på amerikansk – ikke helt let at svare på, som du kan se på et af de farvelagte USA-kort, der i sidste uge gik som en lille steppebrand over nettet spredt fra blandt andet Business Insider.
Af kortene fremgår det, at man i både New York og Californien siger »soda«, mens Midtvesten svarer »pop« og sydstaterne »coke«. Lige meget hvilken sodavand der er tale om. Ud over at gøre mig klogere på amerikansk mindede eksemplet mig om, hvor stor magt billeder har på nettet, fordi de er så gode at dele. Om, hvor rigt og varieret et sprog vi har herhjemme. Og om, at vi skal huske at værdsætte det, så længe det varer.
Mobiler til Afrika
Det er ikke kun Facebook og Google, der – som du kan læse i dagens analyse – tror, at den fattige verden vil på nettet med mobilen. De kloge er enige: Ericsson venter i deres nye Mobility Report, at 40-50 procent af alle mobiler i udviklingslandene i 2018 vil være af den internetagtige smartphone-type. Mens det respekterede analysebureau IDC gætter på, at der alene i 2017 bliver solgt over en milliard smartphones i lande uden for USA, Europa, Canada, Japan, Australien og New Zealand.
Korte videoer hitter
Det sociale netværk Twitters signatur-element er statusopdateringer på under 140 tegn. Omkring dette kolde, formelle kriterium har der – på bedste dogmemaner – de sidste år udviklet sig en helt ny genre af korte beskeder, der går lige til benet.
Nu ser det samme ud til at gentage sig med videoer. I hvert fald er Twitters nye videotjeneste, Vine, hvor hver video må vare maks. seks sekunder og til gengæld går i ring, blevet så stor en succes, at der nu deles flere Vine-videoer end billeder fra den ellers superhotte Instagram-billedtjeneste. 2,5 million videodelinger blev det til i fredags, ifølge The Verge.
3D print hos Amazon
3D-printerrevolutionen rykker nærmere. Sidste landvinding finder du hos Amazon.com, der nu har åbnet en hel afdeling for både printere, det plastik, du typisk bruger til at skrive med, og de programmer du bruger, når du, før du skriver f.eks. den nye kaffekop ud, gerne vil modificere hanken, så den bliver lidt større. Samt selvfølgelig bøger om emnet.
Amazons 3D-afdeling er et tegn på, at 3D-printerteknologien er på vej mod sand forbrugerelektronik-status. Ellers har den primært været brugt i industrien, hvor f.eks. danske Widex udskriver plastikdimser til høreapparater, mens amerikanske Mattel 3D-prototyper nye Barbiedukker.
Denne blogpost er først bragt som “Lund på nettet”-klummen i Politiken den 12. juni 2013.
Annoncer først, redaktionelt indhold siden. Papiraviser, der dør. Og nørder som mediernes frelser. Det er perspektivet efter Jobindex’ køb af bladet Computerworld.
Sidste uges ubetinget største mediehistorie i min verden indtraf onsdag, da jobsitet Jobindex i en børsmeddelelse fortalte, at de har købt IDG Danmark, og dermed det anerkendte magasin Computerworld, fri fra det internationale International Data Group for at drive aktiviteterne videre i det nydannede Jobindex Media.
Nu har jeg sundet mig, og tre perspektiver, der alle viser, hvor store ændringer medieverdenen har gennemgået de sidste 10-15 år, står klart for mig:
1. Halen logrer med hunden
I gamle dage var jobannoncer en lille, relativt ubemærket, men særdeles indbringende underaktivitet hos alle aviser og de fleste magasiner af fagbladsagtig karakter. Så kom internettet, og priserne på jobannoncer styrtdykkede. De gamle medier forsøgte at fastholde deres overprisprodukter. Først håbede de, at internettet ville gå over igen, og da de endelige handlede, var de alt for defensive og ufokuserede.
Resultatet var, at nettet, med Jobindex i spidsen, løb af med sejren. Sidste år omsatte Jobindex for 130 millioner kroner og landede et overskud på 20 millioner, mens Computerworld tabte 8,5. Og nu har Jobindex taget konsekvensen og er officielt gået fra rollen som Mediets livegne skaffer til at være herre i eget hus. Nu er det mediet – Computerworld – der er vedhænget til jobbasen. Et vedhæng, der fungerer som en dejlig tillægsmarkedsføringskanal for Jobindex’ produkter: ledige stillinger, der skal pushes ud til mulige kandidater.
Med købet af Computerworld tager Jobindex første, men ikke nødvendigvis sidste skridt ind i den rigtige medieverden. »Det er ikke et tilfælde, at det nye selskab ikke hedder Jobindex It-nyheder, men Jobindex Media«, sagde Jobindex’ direktør, Kaare Danielsen, da jeg ringede og spurgte ham til det. Jobindex Media skal kunne rumme flere medier, der kan skaffe læsere til flere jobtyper. De opkøbes, hvis lejligheden byder sig. Halen logrer med hunden.
2. Net slår papir
Computerworlds læsere er om nogen gearet til at droppe papiret. Og har også allerede gjort det i stort omfang. I lang tid har Computerworlds redaktion været gearet til nettet som primær kanal med papiret i anden række. Med salget til Jobindex slås der en tyk streg under den udvikling: Det trykte magasins dage er talte. Eller, med Kaare Danielsens ord: »Jeg har ikke nogen særlig forkærlighed for papiraviser. Det må jeg indrømme«.
I udlandet ses samme udvikling. Det hæderkronede Newsweek er f.eks. udkommet på print for sidste gang og har siden nytår kun kunnet findes på nettet. Det samme gælder for aviserne LA times, Chicago Tribune og The Philadelphia Inquirer for at tage nogle amerikanske eksempler. Skriften på væggen er klar. Net slår papir.
3. Nørderne vinder
Kaare Danielsen er en sjov type. Ingeniør med stort I, fuldskæg og gerne iført striktrøje. Nørd vil nogen sige. Men først og fremmest iværksætter: Han grundlagde Jobindex i 1996 med penge, han havde tjent på den skakcomputer, han opfandt som 19-årig, og som indbragte ham millioner. Men jobbasen var ikke hans eneste skud i bøssen. Han forsøgte sig også med konsulentvirksomhed rettet mod pensionsselskaber og – før Google – sin egenprogrammerede søgemaskine Thor. Men det var Jobindex, der gav pote. Det i en grad, så selskabet, der i 2007 blev børsnoteret, i dag har en markedsværdi på 383 millioner kroner. Da Kaare Danielsen selv ejer 93 procent, er han på papiret god for langt over en kvart milliard.
Kaare Danielsens slags er der ikke mange af i de etablerede mediehuse. Her går fødegangen til ledelsen enten via journalistikken eller handelshøjskolen. Sjældent gennem opstart af egne virksomheder. Og stort set aldrig via Datalogisk Institut. Det er en skam. For nørderne vinder.
Denne blogpost er skrevet til og bragt som analyse i Politiken den 5. juni 2013.
Snart kan du få en ny lås, du kan åbne med mobilen – og en Mercedes med QR-kode instrukser, som Falck kan læse hvis uheldet er ude. Hvis du er hurtig kan du også nå at sikre dig et ligkøleskab af staten New York. Og så slås Apple mod egne advokater. Sådan lyder essensen af de links jeg harhåndplukket og kommentere i denne uges Lund på nettet.
Lås op med mobilen
Internettet gnaver løs af den eksisterende fysiske verden, hvor det kan komme til det. Det er gået ud over din både din lokale pladepusher og bankfilial. Men din låsesmed er også under pres – senest fra August, en ny lås, der let passer ind i din hoveddør. August låses ikke op med nøgler, men trådløst med din mobil. Med ’autounlock’. Endda uden du behøver have den op af lommen.
Skal du have håndværkere eller svigermor på besøg, kan du give dem og deres mobiler adgang også. Og skrive beskeder til dem, som de ser, når døren går op. August er fedt designet og koster 199 dollar (1.140 kroner), når den snart kommer i butikkerne, skriver Wired.
Ligkøleskab til salg
Der er ikke det, du ikke kan købe på nettet. Den sandhed sætter en igangværende auktion på eBay endnu en gang streg under. Her kan du frem til og med i morgen byde på et brugt ligkøleskab. Køleskabet er for tiden i brug på Manhattans Psykiatriske Center og fremstår i traditionelt børstet stål-look. Det er små to meter højt og bredt, har fire skuffer og er »i god stand«. Alt sammen ifølge sælgeren, staten New York. I skrivende stund er der budt 1.500 dollar (8.600 kroner) – men husk også at tænke på afhentning og transport, som man selv skal sørge for.
Apple vs. advokaterne
Den udbredte brug af patenter i Silicon Valley og omegn beskytter opfindere, men skaber samtidig et giftigt miljø. Det kan Apple og John McAleese tale med om, som du kan læse hos ArsTechnica. Få dage efter iPhonen kom frem i 2007, søsatte McAleese sammen med sin kone og en partner, der havde patenter på touchskærmområdet, en plan for at lænse Apple. »Jeres touchskærme bruger vores patenter«, lyder det derfor nu i en en rullende amerikansk retssag. Det pikante ved historien er, at McAleese arbejdede hos en af Apples advokater. Det gør han så ikke længere.
Smadret QR-kode
Du kender dem sikkert, de her små firkantede sort-hvide labyrintagtige mønstre, som du kan skanne med din smartphone. QR-koder hedder de. De fleste er aldeles nytteløse og spild af tid. Men ikke dem på de nye Mercedes-modeller, som Mashable skriver om. De fortæller, hvordan bilen er bygget op, så Falckfolk og andre hurtigt kan se, hvor de ikke skal skære, hvis bilen er forulykket, og passagererne skal befris. Og så er de placeret, så mindst en af dem gerne skulle være mulig at skanne, selv i forulykket tilstand: Den ene ved siden af benzindækslet, den anden på modsatte sides vinduesstolpe.
Denne blogpost er først bragt som “Lund på nettet” i Politiken den 5. juni 2013.
Internetgiganten Yahoo! overtager blogplatformen Tumblr for milliarder af kroner. Her er historien.
“Fuck Yeah, David”. Sådan lød den noget utraditionelle afskedssalut fra David Tarp, da han sidste mandag i en blogpost fortalte, hvorfor han havde solgt blog-sitet Tumblr til Yahoo! for svimlende 1,1 milliarder dollar – over 6 milliarder kroner. 1,2 milliarder kroner i kontanter går til ham selv. Afslutningshilsenen fik mig til at tænke tre ting.
For det første: Tarp er er 26 år og droppede ud af high school, før han fik sin studentereksamen. Han er selfmade og entreprenant. For det andet: Tonen på Tumblr er ung og fandenivoldsk, hvor »Fuck Yeah« er en del af normaljargonen. Og for det tredje: at køberen, Yahoo!, er gammel og trængt. Den gamle internetgigant, der var stor før Google og stadig er en del af den amerikanske superliga (selv om Yahoo! herhjemme aldrig rigtig er slået igennem), kæmper for at holde sig relevant i USA.
Tarps »Fuck Yeah« understregede hans øvrige pointer i indlægget: Han fortsætter selv som chef, der kommer ikke fyringer, hovedkvarteret bibeholdes, udviklingsplanerne fortsætter uanfægtet, og Tumblr bliver i det hele taget – med en henvisning til Yahoo!s karakteristiske farve – ikke lilla.
Selv om ordvalget var skarpt, var det formentligt nødvendigt. Allerede dagen før – om søndagen – var nyheden sluppet ud, og søndag aften var der folkeflugtsstemning på Tumblr, hvor 72.000 blogs på en enkelt time flyttede ud – alene til den konkurrerende blogplatform WordPress. Siden er strømmen vendt, og der findes i skrivende stund over 110 millioner Tumblr-blogs.
Facebook 2.0
»Tumbler er Facebook 2.0!«. Sådan lød det i februar i år fra David Rifkin på Techcrunch. Rifkin havde indtil da tænkt på Tumblr som en slags udvidet billed-blogging-site. Og det er da også det indtryk, du får, hvis du browser ind forbi: indlæg efter indlæg, der ikke består af andet end store billeder med ganske få ords tekst.
Men dels er der også lange og avancerede blogposter på Tumblr. Dels gør Tumblr tre ting, der får dem til at stikke ud: Hos Tumblr følger du andre Tumblr-blogs. Din egen oversigtsskærm bliver hele tiden opdateret med det, de andre, du følger, skriver. Hos Tumblr kan du re-blogge: overtage hele blogposter fra andre og poste dem hos dig selv. Det gør det let at føre en righoldig blog, blot ved at holde øjnene åbne og trykke re-blog, når du ser noget fedt. Og så lægger Tumblr op til, at du har mange blogs. Og ingen af dem behøver du oprette i dit eget rigtige navn.
Denne cocktail af fine offentlige blogs og pseudonym-blogs, der kun følges og re-blogges af de få indviede, der kender til deres eksistens, giver et frirum, hvor du kan skrive og dele billeder uden nødvendigvis at have hele familien og vennekredsen med på en kigger. Deraf Facebook 2.0.
Købet er et kæmpe sats
Det er givetvis denne fornemmelse, der har fået Yahoo!s topchef, Marissa Mayer, der fylder 38 i morgen, til at lægge de mange penge på bordet. 1,1 milliarder dollar er cirka tre gange så meget, som Google i sin tid købte YouTube for. Og i samme størrelsesorden som det beløb, Facebook i vinter gav for fotodelings-app’en Instagram, der ellers kunne være blevet en seriøs konkurrent. Mayer håber på, at Tumblr ikke bare bliver en succes i sig selv, men også kan ryste op i resten af Yahoo! – et mål, hun har forfulgt med usædvanlig mange opkøb i løbet af foråret. Ingen dog så store som Tumblr.
Købet er ikke desto mindre et kæmpe sats. Tumblr havde i april 184 millioner besøgende – heraf et par hundrede tusinde danske – og omsatte sidste år for beskedne 13 millioner dollar. Og selv om annoncesalget ifølge rygter kører efter planen, er der lang vej til den omsætning – for ikke at tale om overskud – der kan retfærdiggøre den høje pris. Går det ikke godt, slutter det – næsten – som det startede. Med et »Fuck you«.
Denne blogpost er skrevet til og bragt som analyse i Politiken den 29. maj 2013.
Er “Flyt til Danmark” skjult reklame? Hvad er en printplade mærket Apple anno 1976 værd? Vil Dominos sælge flere pizzaer med duft-DVD’en? Få svarene i denne uges håndplukkede links fra det store net.
Flyt til Danmark!
Forleden bragte det hippe amerikanske site Buzz-feed historien ’14 grunde til øjeblikkeligt at flytte til Danmark’. Underoverskrift: ’De har måske verdens højeste skatter, men det er totalt det hele værd’. Det var en af mine venner, der delte den på Facebook, og jeg delte den straks videre.
Nu slår det mig, at det hele måske er en stor camoufleret Danmarks-reklame. I hvert fald er ’sponserede’ – og sjove, delevenlige og virale – lister en del af Buzzfeeds innovative forretningsmodel. Normalt skriver de det dog, hvis der er ugler i mosen. Og denne her ser ren ud. Så: Flyt til Danmark!
Intelligent liv
Et andet sted på nettet, hvor vi profileres på den sjove måde, er på de to Tumblr-blogs WhenYouLiveInDenmark og WhenYouLiveInCopenhagen. De består begge hovedsageligt af små cirka to sekunder lange sjove tegnefilmsbilleder som ’Rdhuspladsen at 5 am on a Saturday’, der viser Buzz Lightyear tale med underteksten »There seems to be no signs of intelligent life anywhere«.
Den ene blog har undertitlen ’Notes of a foreigner’, men begge er anonyme. Og de ligner hinanden så meget i både design og indhold, at mistænksomheden også her kryber frem. Ér det Visit Copenhagen, der står bag?
Gamle æbler sælger
Det er deprimerende at følge Apple-aktien. I efteråret kostede en aktie 700 dollar, men siden februar har aktien kæmpet for at holde sig over kurs 400. Men gammelt Apple-hardware sælger som varmt brød. Sidste uge bød på auktionsrekord, skriver Business Insider , da et blotlagt Apple 1 printkort fra 1976, komplet med tilkoblet skærm og tastatur, gik for 492.000 euro – næsten 3,7 millioner kroner – hos Breker i Berlin. For de penge kunne man have købt over 2.000 iPad minis. Men så havde man heller ikke fået et salgsdokument underskrevet af Steve Jobs med i købet.
Pizzaduft på dvd
Lej den nyeste 007-film fra en videobiks i Sao Paulo, sæt skiven i dvd-afspilleren og tryk play. Så vil du opleve, at din stue, når filmen er slut, dufter af friskbagt pizza – udsendt af den nu opvarmede disk. Og at dvd’ens overflade, når du eject’er den, ikke længere er blank, men i stedet prydes af den lækreste topping og en sprød pizzakant. Og så står der en besked: »Nød du filmen? Den næste bliver endnu bedre med en varm og lækker Domino’s Pizza«. Og et telefonnummer.
Podrun-appen er et state-of-the-art-eksempel på moderne kulturformidling. Og fuld af fejl, som alle med håb om en fremtid i mobilbranchen kan lære en masse af.
“Plask”. Lyden af et vandspejl, der bliver brudt, rammer mine ører. Jeg er i løb, og foran mig ligger det lille havnebad på Islands Brygge.
Det er mig selv, der har startet Podrun-appen, som lyden kommer fra, på min mobil, men den har været stille i over et minut. Overraskelsen over plasket varer dog kun kort, for umiddelbart efter træder guiden frem i mine høretelefoner: »Have a look at the water. Can you see … «, siger han og fortæller om Københavns Havns rene vand og havnebadets arkitektur.
Sådan virker Podrun-app’en. Video fra Dansk Arkitektur Center.
Det er Dansk Arkitektur Center (DAC), der står bag appen, som er skabt til turister med løbesyge og interesse i at kende København. Det særlige ved Podrun er, at den med gps finder ud af, hvor du er, og spiller lydbidderne, der passer til. På den måde indskriver appen sig i en af de hastigt voksende trend: augmenteret – bonusinfo- – virkelighed leveret til dig på stadigt mindre mobile apparater.
Gps og lyd er fede håndtag, som får Podrun til at virke både smidig og dramatisk. Men samtidig er mislydene tydelige. Blandt andet fordi formatet – lydspor til virkeligheden – er nyt. Og derfor, som så ofte før, slæber gamle vaner med sig, som ikke længere giver mening. Det kan også du lære af, hvis du vil ind i mobilland.
1. Vær opdateret
Podrun-appen er helt ny. Indholdet holder derfor stadig vand. Men byrummet ændrer sig hurtigt, og forældelsen truer. Det høres tydeligt hos DAC’s anden app, Podwalk, som er lavet til gåture og har et par år på bagen. Da jeg bevægede mig gennem den grønne cykelsti på Frederiksberg, talte den om vandskyer og springvand på et sted, hvor alt var et stort metrobyggekaos.
Hvis du selv vil lave en app, så husk, at på nettet kan – og bør – alt opdateres hele tiden. Gør du ikke det, skuffer du brugerne.
2. Tilpas dig
Podrun har en historie til hvert sted. Jeg hører vandplasken og summen fra udendørscafeer, og det passer fint til min løbetur. Men lige nu er det også dejligt forårsvejr. Ikke vinter. Eller nat.
Podrun gør heller ikke forskel på, om jeg løber den ene eller anden vej. Måske er det derfor, jeg ikke kan se de frodige græsplæner langs Bryggen, som Podrun fortæller mig, jeg burde løbe forbi. Måske løber jeg bare for hurtigt.
Alt sammen gør oplevelsen lidt kluntet. Men jeg tilskriver det teknologisk umodenhed. Laver du selv en app af samme kaliber, skal du ikke satse på samme overbærenhed.
3. Kom til kunden
For at høre Podruns historier har jeg installeret appen, og da jeg var klar til at løbe, fundet den frem på min telefon og startet den. Alt for omstændeligt for en app, jeg vil bruge en enkelt eller tre gange. Mere kan det ikke blive til: så har jeg hørt alle de historier, jeg kommer i nærheden af på mine løbeture.
Læren er: Kun hvis du har en tjeneste, du forventer, at folk vil bruge nærmest dagligt, skal du lave den som app. Ellers skal du finde på noget andet.
Podrun-appen er gratis, hele gildet er betalt af kommuner og fonde. Og det er godt, for på trods af – eller måske snarere på grund af – dens mangler er den et spændende bud på ny kulturformidling. Og den havde aldrig fået succes på kommercielle vilkår: for dyr at producere indhold til og for svær at sælge.
Om ti år er Podrun måske en del af en stor og profitgivende turisttjeneste. Det kan ske, hvis Podrun dropper at være sin egen app og i stedet bliver en del af en servicestrøm, som andre apper og apparater abonnerer på, og hvis Podrun på bedste wikipediamaner henter indhold fra en lang række kilder, hvor de færreste vil være dyre journalister med professionelt optageudstyr. Og hvis talestrømmen i dit øre ikke længere er forudindtalt, men bliver sat sammen, mens du hører det. Så den passer rigtigt, ikke kun nogenlunde, til den virkelighed, du står i lige nu.
Denne blogpost er skrevet til og bragt som analyse i Politiken den 22. maj 2013.
Mails med penge, biler der flyver, plakater er snyder og slanger der kvæler busser. Sådan lyder stikordene fra denne uges udvalgte links. Læs med.
Send flere penge
Engang kunne du gå til kongen og få byttet dine mønter til guld. I dag er penge rene symboler; en stor illusion, der kun fungerer, fordi vi alle sammen tror på, at de er noget værd. Af samme årsag egner penge sig perfekt til at blive sat på 0- og 1-taller og sendt gennem nettet – en chance , Google nu har grebet med budskabet: Send flere penge, vedhæft dem til din email. Systemet virker, men kun få har endnu adgang til det. En dag vil dollartegnet måske også dukke op ved siden af papirklipikonet nederst i dit mailprogram. Pas på: Det kan blive dyrt at klikke på det.
Flyvende bil styrter
I en af min barndoms 007-film er James Bond udstyret med en bil med udfoldelige vinger. Det – og så Harry Potter – kom jeg til at tænke på, da jeg på cbcnews.com læste om en flyvende bil, der kort før klokken ni om morgenen forrige fredag styrtede ned i et træ bag Ellison folkeskole i Vernoni Canada. Ingen kom alvorligt til skade.
Den flyvende bil var den femte af sin slags i luften, er af mærket Maverick, som fås fra 94.000 dollar, og som – når det paraglideragtige stel er foldet sammen på taget – også kører fint på almindelige veje.
Set fra neden
På nettet ved vi aldrig, om vi ser det samme, når vi ser på samme side. Her personaliseres nemlig i stor stil. Men tankegangen har også fat i den virkelige verden. Tag for eksempel den store plakat, som reklamebureauet Grey har lavet for den spanske afart af Børnetelefonen. Voksne ser et drengeansigt og en tekst med budskabet: Vær opmærksom på børnevold. Er du derimod under 1,35 cm høj, er ansigtet på plakaten tydeligt forslået. Og så står der med stort: »Ring til os, hvis nogen gør dig noget«. Tricket, der gemmer to billeder i et, hedder ‘lentikulært tryk’, og du kender det sikkert fra 3D-klistermærker. Se plakaten i aktion hos Gawker.
ZOO vandt
Reklamer i det offentlige rum kaldes med et enkelt ord ‘outdoor’. Omsætningsmæssigt slår kategorien radio og biografer i Dansk Oplagskontols løbende undersøgelser, men er klart lillebror i forhold til magasiner, aviser, tv og nettet.
Hvilket ikke forhindrer outdoor i at have et hav af underkategorier som telefonboksreklamer, stilladsreklamer og … reklameindpakning af biler.
Og her har Københavns Zoologiske Have netop udmærket sig. I en top-10 over verdens bedste reklameindpakkede biler kårer exoticvehiclewraps.com Zoos udsmykning af en bybus med en slange, der knusende snor sig om bussen i hele dens længde, som alle tiders nummer et. Det er »fede farveovergange, kreativitet og 3D, når det er bedst«.
Denne blogpost er skrevet og først bragt som “Lund på nettet” i Politiken den 22. maj 2013.
Briller der kan få kronprinser til at tro de springer med faldskærm, andre til at føle Guillotinens hårde stål, internet-ægteskaber og big data skilsmisser. Det er emnerne for denne uges Lund på nettet links-samling.
Spring ud
I fredags legede Norges kronpris Haakon at han sprang ud med faldskærm. I virkeligheden stod han på gulvet iført et sæt af de nye Oculus Rift gamer-briller, og igennem dem så han udsigten som den tager sig ud, når du faktisk selv springer. Inklusive at billedet følger med, hver gang du selv drejer hovedet. “Awesome” lød den kongelige dom til Techcrunch.
Det norske kronprinsepar – Haakon og Mette-Marit – han med Oculus Rift, hun med et dejligt smil. “Awesome”. Billede: TechCrunch.
Brillerne findes indtil videre kun som udvikler-prototype men rejste næsten 2,5 million dollars – ti gange mere end målet – da udviklerne bag samlede ind til den gode ide på kickstarter.
Hovedet af
Også på Vallekilde højskole har de fået fingre i et par af brillerne. Her simulerede de forleden guilliotine, og udsigten gennem brillerne bød på stråkurv og menneskemængde som de ser ud, når du har hovedet i position og venter på den kolde klinge. For at gøre skafotte-oplevelsen troværdig, lagde deltagerne sig hen over en stol med brillerne på, og på vidoer på geek.com kan du se hvordan de farer sammen når spil-lederen prikker dem let i nakken samtidig med at de hører faldøksens hvislende lyd. Det er “virtual reality”, som at være der selv. I modsætning til “augmented reality” der undertekster den rigtige virkelighed med diverse bonusinformationer.
(Læst via Ingeniøren)
Gift
Jo mere internet, jo mere gifter de unge sig. Den nyeste forskning, omtalt hos Wall Street Journal, viser at de mest bredbåndsudrullede amerikanske stater har mellem 13% og 30% flere giftermål mellem hvide 21-30-årige, end de ville have haft i en verden uden internet. Den romantiske opblomstring skyldes ifølge forskerne ikke de mange signaler, der pludselig er i luften, men derimod at dating-portaler skyder sig ind som mellemliggende varibel. Fordi de, med forskernes ord, reducerer den “søge-friktion”, der ellers er forbundet med partnervalg. Præcis på samme måde som job- og boligportaler gør det lettere at finde nyt arbejde og sælge sit hus.
Skilt
Der er seks procents risko for at min kone og jeg bliver skilt inden for de næste fem år. Sådan plejer det nemlig at være, hvis man har været gift i 19 år, er mand, akademiker og var 25 da man blev gift. Det ved jeg, fordi jeg har taget skilsmisse-testen hos divorce360, der bygger deres forudsigelser på de amerikanske befolkningsregistre. Testen giver en forsmag på de typer indsigt, livet i det data-gennemvædede samfund vil byde os. Jeg trøster mig med at de seks procent er indenfor normalområdet. Og med at testen glemte at spørge om det vigtigste: elsker du din kone?
(Læst via Pernille Tranberg)
Dette blogindlæg er skrevet og bragt som “Lund på nettet” i Politiken den 15. maj 2013.
Din nye avis er flot og velskrevet. Den er alsidig og personlig på samme tid, har et fedt læserfællesskab og buldrer frem. Du læser den på en skærm og så er den redigeret af en robot.
“Det er selvmord i langsom gengivelse”. Sådan sagde en af mine københavnske avis-redaktørvenner til mig i sidste uge. Der var printaviserne vi talte om og hans tiltro deres fortsatte vellevned kunne ligge på et meget lille sted. Oplags- og læsertal er fortsat støt for nedadgående. Og, som han sagde, det er federe at læse online. Papiret skulle i hans optik rendyrke en og langt mere tilbagetrukket rolle som et lænestolsmedie der giver ro og overblik til de udvalgte få.
Avisernes problem er, at heller ikke fremtiden på nettet er let. Blandt andet hvad angår retten til at redigere forsiden – en ellers uadskillelig del af avis-produktionen – får aviserne kam til deres hår. Her er nemlig rivende udvikling blandt de såkaldte kuratorer, der udover at give et nyhedsmix, der passer bedre til den enkelte, udmærker sig ved at hente nyhederne fra mange forskellige kilder. Artikler fra Politiken og Berlingeren står side om side med artikler fra The Guardian og Moster Milles blog.
Flipboard serverer de historier dine venner sender rundt på Facebook og Twitter mm. Her er lidt Politiken-stof blandet med Wozniacki fra sporten.dk og et sødt hundebillede.
Kuratorerne – med blandt andet Flipboard, Zite, Pulse og Flud i spidsen – fik deres gennembrud da iPad’en blev født for tre år siden. Her har apps der automatisk kan håndplukke indhold og sætte det flot op en særlig fordel, fordi søgning på touch-skærme er noget bøvl. Fra tabletternes spredte succes’en sig videre til også smartphones, der trods deres mindre skærme har vist sig at være sande nyheds-læsnings-djævle. Derfor er de svære at komme udenom.
De fire kuratorer startede som relativt ens tjenester men har nu bevæget sig nu i hver deres retning. Her er en guide:
1. Flipboard. Var første app på banen og viste vejen og har med over 20 millioner månedlige brugere og 3 milliarder sidevisninger fat i en brugermasse af imponerende dimensioner. Her er nyhederne sociale: du får vist de artikler, som dine venner på Facebook og Twitter mm skriver om. Inklusive deres eventuelle kommentarer og likes. Sidste nyt fra Flipboard kom i slutningen af marts med såkaldte ”personlige magasiner”. Klik på en knap hver gang du læser noget spændende på nettet og vupti opdateres dit eget magasin på Flipboard – som alle andre efter lyst kan abonnere på.
2. Zite. Udmærker sig ved sin intelligens: Hos Zite giver du artiklerne karakter hvilket gør, at udvalget af artikler passer bedre og bedre til dine interesser. Og Zite holder sig langtfra kun til de artikler dine venner på sociale netværk taler om. Læg dertil at små ”top-historie” bokse om helt andre emner giver dig vinduer ud af din osteklokke. Købt af CNN i efteråret 2011. Min personlige favorit.
3. Pulse. Her vælger du selv de kilder hvorfra artiklerne vælges. Blev i sidste måned købt af LinkedIn for 90 millioner dollars. LinkedIn vil formentligt integrere Pulse i LinkedIns egen app, og vil dermed lægge endnu et indholdslag – fremtidens avis, som ReadWrite kalder det – på dens base af CV’er og kontaktoplysninger.
4. Flud. Klar lillebror blandt de fire. Har sadlet om og har nu i et halvt år gået efter at blive nyheds-vindue til store virksomheder, der blandt andet kan styre hvilke medarbejdere der skal have hvilken slags indhold at se. Har rundet de 1000 virksomhedskunder, blandt andet Disney, Deloitte og SAS.
Tabet af forside-monopolet er formentligt uigenkaldeligt. Aviserne kan godt sige ”nej, vi vil ikke være med” til kuratorerne, men risikerer så at deres net-udgaver lider samme skæbne som papiret: at blive glemt i den offentlige netdiskussion og med tiden blive overflødig.
Dette blogindlæg er skrevet og først bragt som analyse i Politiken den 15. maj 2013.
JON LUND is a leading authority on the digital future and market communication. JON LUND helps clients build and implement succesfull online presence. JON LUND inspires and provokes at at conferences, internal events and executive consulting sessions. JON LUND helps clients finding facts, analyzing and investigating the digital markets. Read on
David Tarps “Fuck yeah”-salut 
