Posted: October 17th, 2011 | Author: Jon Lund
| No Comments »
USA er i krise. Det mener aktivisterne på Wall Street som jeg besøgte i dag. Økonomien hænger for dem at se i laser, lønningerne dropper og arbejdsløsheden er i top. Og det er, mener de, systemets skyld.
“Jeg er patriot” understregede Herbert Penner, en af de aktivister jeg talte med, besværgende. Men samtidig erklærede han sig som kriger, der ville slås for en bedre verden, og skytset var rettet mod eliten. Hvad er det der er galt, spurgte jeg Davon Lomax, en anden aktivist, der holdt en banner fra malernes fagforening. Er det kapitalismen? “Ihvertfald delvist” lød svaret. En indrømmelse, du næsten ikke får større i et land, hvor man indånder håbet om selv at tjene sin egen formue i hver mundfuld luft man tager.
Davon Lomax på Occupy Wall Street. Foto: Jon Lund.
Taxachafføren dagen før havde været på samme linie. “Se på Wall Street” sagde han, da jeg spurgte til hvordan New Yorks borgmester klarede sig.
Men jeg mærkede – og det er mere overraskende – også krisestemningen på de bonede gulve. Eller mere præcist: i den gamle teater-sal i New Yorks upper east side, hvor en skønsom blanding af professionelle investorer, erhvervsfolk, iværksættere, professorer og alle hånde cutting edge IT-typer, var samlet til Singularity Summit i weekenden med det formål at drøfte de radikale omvæltninger, den evigt accellererende computer-udvikling vil føre med sig. En forsamling der normalt udviser en massiv fremtidsbegejstring. Alligevel var det emne der fyldte mest manglen på innovation.
Fremtidstro og innovationskrisebevidsthed på Singularity Summit. Foto: Jon Lund.
Vi er midt i den store stagnation mente Tyler Cowen, økonomiprofessor og forfatter til bestselleren af samme navn. I 1973 fik investeringslysten et knæk, og det har ikke rettet sig siden. Peter Thiel, mangemillionær, stifter af PayPal og en af pengemændende bag Facebook, LinkedIn og Yelp var ligeså skuffet. Amerikanerne i dag mangler i den grad entreprenør-ånd og tro på teknologiens potentialer, sagde han og ønskede sig tilbage til halvtredserne. Dengang der var fremtidstro til. Men også universiteterne bærer deres del af skylden, mener Thiel, der skabte overskrifter da han udlovede 100.000 dollar til 20 unge under 20, der ville droppe uddannelsen for i stedet at starte egen virksomhed. Jagten på eksamensbeviser tager energi fra dem med de gode forretningsideer og får dem til at forpasse chancerne når de byder sig. Hos John Mauldin, indflydelsesrig forfatter og blogger, var det skattepolitikken, der stod for skud. Det dur ikke at tage penge fra dem der skaber væksten lød det. Også her var det systemets skyld.
Jeg er langt fra overbevist om Singularitets-folkenes løsningsmodeller. Ligesom jeg heller ikke har forstået hvad præcist forslagene fra Occupy Wall Street egentligt går ud på. Men oplevelsen af et land i en fælles gryende erkendelse af, at et eller andet er galt, var slående. Det er næsten som om der er something rotten in the US of A.
Dette blogindlæg har først været offentliggjort på min blog hos Politiken.
Posted: October 13th, 2011 | Author: Jon Lund
| No Comments »
Kan man skabe verdens største og førende virksomheder og samtidig opføre sig som et røvhul overfor medarbejderne? Og er det i orden? Det, synes jeg, er et af de helt store spørgsmål der står tilbage efter Steve Jobs, Apples stifter og topchefs død i sidste uge.
For Steve Jobs var genial. Hans personlige rolle i udviklingen af den første Mac-computer med mus og hele svineriet, i iPod’en, iPhone’en og iPad’en kan ikke undervurderes. Det var hans visioner, hans børn, og han satte ekstremt høje standarder. Helt ned i detaljen: hvor mange skruer skulle der være på bagsiden af en bærbar computer. Var de kurvede kanter på skærmen runde nok. Ja selv computerernes indmad havde han høje æstetiske krav til. Det skulle se godt ud, selvom næsten ingen nogen sinde ville komme til at se det. Det skulle være i orden. Og det blev i orden. På en måde der indtil videre har flyttet hegnspæle for computere, musik-afspillere og telefoner.
Men Steve Jobs var også en røvhul. En chef, der skældte sine medarbejdere ære og hæder fra. I alles påhør. Fik folk der havde knoklet røven ud af bukserne til at bryde grædende sammen. Og alle stod for skud. Det ene øjeblik var du en helt. Det næste en nar. “Hero-shithead rollercoaster” som turen blev beskrevet internt. Steve Jobs var også nærmest paranoid hemmelighedsfuld. Meget få mennesker vidste noget som helst om Apples nye produkter før selve lanceringsdagen. Heller ikke internt. Dem der lavede de elegante bokse var fysisk adskilt fra dem der lavede det smarte software, så ingen havde det fulde overblik over de nye frembringelser. Medarbejdere kunne kun færdes i deres egne dele af Apples store bygningskompleks. “Vi havde”, som en sagde det, “celler, ligesom i en terrorist-organisation”.
Når man læser op på Steve Jobs, er det ikke højlydte klageråb fra tidligere ansatte der møder en. Tværtimod: de ansatte er glade for Apple, lyder det til. En siger om Steve Jobs, at han er undtagelsen der viser, at “det er OK at være et røvhul”. En af grundene kan være, at Jobs overfald sjældent var ubegrundede – omend meget voldsomme. Folk havde faktisk dummet sig. Og de vidste det: selvom 90 procent af de ansatte aldrig havde mødt Jobs var alle i stand til at fortælle hvad han ville have, forlyder det. Og det var ikke bare gold viden. Det var en kultur. At arbejde hos Apple, virksomheden med verdens højeste kursværdi, var som at arbejde i en start-up, en lille nystartet virksomhed. Og ansvarsfordelingen var meget klar.
På mange måder kan jeg ikke lade være med at tænke på Rene Redzepi, chefkokken på NOMA, nummer et på listen over verdens bedste restauranter. Han fik for et par år siden ørene i maskinen i et portræt-program, der blandt andet viser, hvordan han hældte galle over en ung kok ud – optagelser der var tæerkrummende. Også her har vi at gøre med en kompromisløs chef i verdensklasse, der nok kunne tale pænere til sine ansatte, ja måske ville få en endnu bedre restaurant hvis han gjorde. Men omvendt så er det som verdens bedste kok, ikke verdens bedste chef. Redzepi kan gøre sin forskel. Og måske det når alt kommer til alt er bedre at han bruger sin kreative energi på maden end på at være sød ved medarbejderne. Udover den gode mad, giver det nemlig også en sideeffekt: mad-energien smitter af på alle i køkkenet, og ofte kan mere end opveje alle mulige andre dårligdomme. Og måske er der også en underlig påskønnelse i afstraffelsen: når jeg slår dig, er det fordi jeg elsker dig så højt. Selvom det lyder perverst kan det udmærket have sin egen kringlede og ihvertfald delvist positive effekt.
Steve Jobs og Redzepi var og er geniale chefer. Og måske er det hovedpointen: at du, hvis du har set lyset, kan levere varen og få alle i din virksomhed til at følge med, kan tillade dig enormt meget, uden at det gør skade på din virksomhed og uden at du støder dine medarbejdere fra dig. For alle de virksomheder, der har mere middelmådige chefer, er reglerne anderledes. Flip ud og du knækker personalet og lægger den konstruktive energi på is. Men det gælder ikke de rigtige stjerner.
Hvis du vil vide mere om Steve Jobs ledelsesstil og Apple kan du starte med “Steve Jobs: revolutionary”, en lille antologi fra Wired med artikler om Jobs gennem tiderne og Forbes-artiklen “How Apple works: Inside the world’s biggest startup”. De to kilder jeg har trukket mest på i denne blogpost.
Posted: September 14th, 2011 | Author: Jon Lund
| No Comments »
Det er virkeligheden selv – ikke bare strukturer og mekanismer - to af tidens de hotteste tech-trends, lover at ændre på.
Se: Slides fra print en kanin-foredraget på Dansk ITs mobility-konference i går.
Hvordan sælger du fysiske produkter, som en kop eller en legoklods, hvis de kan downloades fra nettet ligesom musik og film – og skrives ud i komplet fysiske form? Og er de gamle kopper og legoklodser gode nok, i en verden af ellers intelligente produkter, hvor f.eks. min badevægt kan give mig gode helbredsråd og tweete min vejninger? Det er de grundlæggende spørgsmål, teknologierne stiller.
For den nye verden lægger pres på både forretningsmodeller og innovations-strategier. Patent- og ophavs- og brugsret skal redefineres hvis de skal virke også i det virtuelt/fysiske mashup, som verden i svimlende fart er ved at udarte sig til. Mange bække små-strategier, co-creation og hyper-distribution er blandt redningsplankerne.
Det var emner som disse der var i fokus da jeg i går holdt den afsluttende tale til Dansk ITs mobility-konfence hos Berlingske Media. Klik dig gennem slideshowet (ovenfor) kan bliv klogere på plastic-, mad- og organ(!)-printere, airbagcykelhjelme og meget andet godt og på den mulighedshorisont, de tilsammen åbenbarer.
Posted: January 19th, 2011 | Author: Jon Lund
| No Comments »
3D-printere er mind-blowing synes jeg. De flytter mikro-produktion ind i hjemmet, hælder benzin på piratkopieringsbålet, og booster ide-udvikling og kundekontakt skriver jeg i dagens Politiken.
En 3D-printer i alle hjem. Det er målet for det lille New York-firma Makerbot og deres nye Thing-O-Matic 3D-printer. Hvor almindelige printere skriver med blæk, skriver Thing-O-Matic med plastic – i 3D. Printerhovedet kører over de samme områder igen og igen, og opbygger på den måde skak-sæt, kageforme eller kaninfigurer eller hvad du nu har bedt den om at printe. Sålænge det ikke bliver for stort og kan laves i plastic er der stort set ingen begrænsninger. Alt hvad du kan tegne på din computer kan “skrives ud” af Thing-O-Matic. Med en præcision på 0,02 mm.
3D-printere kostede indtil for få år siden ustyrlige summer, og blev kun brugt i forskning og industri. Men det har ændret sig. Thing-O-Matic – som er Makerbots luksusudgave - koster 1225 $ (inkl. et halv kilo printer-plastics til at printe med) og er designet til at kunne stå på dit skrivebord, koblet til din computer. Tryk på “print” og maskinen går i gang.
Thing-O-Matic og de øvrige husmands-3D-printere på markedet bruges stadig mest af (hjemme-)opfindere til at lave prototyper, og rette dem endeligt til, før de sendes til produktion. Eller til at lave gimmicks. Men perspektiverne er store: mangler du fire kopper til fødselsdags-bordet? No problem, dem printer vi! En ny tandbørste? En klemme? Bare sig til!
3D-printerteknologien vil, hvis den bider sig fast, gøre pirat-kopiering næsten umuligt at stoppe. Når først en lego-klods eller en Margrethe-skål er blevet digitaliseret af en nørd, kan tegningen deles på nettet og skrives ud i million-vis fra private printere.
Alt det der skete for musik- og film-industrien i vores årtusindes første tiår kommer i så fald til at gentage sig for fysiske produkter også. Her så vi anti-pirat patruljer jage rundt på nettet og forsøge at fange syndere, der hele tiden slap gennem nettets mange huller, i et forsøg på at holde sammen på den gamle forretning. Men vi så også pladeselskaber der tog skeen i den anden hånd, og lod kunderne høre alt det musik de orkede med frit valg fra millioner af sange – uden de behøver købe noget som helst. Til gengæld for en månedlig abonnement-betaling.
Tabet af copyright trækker dog ikke kun ned. Det giver også noget igen. Ideer – og hvis du er håndterer det rigtigt – et tættere forhold til dine kunder. 3D-print-piraterne er nemlig kreative. De forbedrer og laver om i produktdesignet, før de skriver ud. Hvorfor nøjes med de lidt kønsløse hoveder som legofigurerne er udstyret med per default, når du kan designe ansigterne efter egen formåen? En lille lego-ridder med sønnikes ansigtstræk vil garanteret vække lykke!
Den slags sker allerede. På nettet lægger 3D-print-enthusiasterne hjemmelavede modeller af alskens ting op. Så ændrer de løs og forbedrer hinandens designs, og lægger de nye udgaver op til fælles brug også.
3D-printerne hiver på den måde fat i en kreative kraft, som hidtil har været forbeholdt software og viden, og som de sidste par år har skabt et helt nyt fænomen på nettet: crowdsourcing. Projekter, hvor du ikke out-sourcer til en enkelt samarbejdspartner – men netop “sourcer” til den kæmpe crowd af mennersker derude bag alle de mange millioner af internetopkoblinger. Som det f.eks. kendes fra wikipedia, verdens største og fantastisk gode leksikon, der alene er skabt af brugerne, deres mange artikler og kollektive korrekturlæsning. Eller fra software-udvikling, hvor selve programmeringen lægges i hænderne på store gratis-fællesskab, mens virksomheder tjener penge på at samle og teste gode softwarepakker, distribuere dem og yde support.
Lige nu er skrivebords-printerne som Thing-O-Matic stadig for entusiaster. At printe en kanin tager en time og koster dyrt i materialer. Første skridt i 3D-revoltionen vil derfor gå over printer-shops, hvor en butik printer på bestilling fra dig. Her er måske et nyt marked for denne verdens Vester Kopi’er.
Hvis det går som det plejer i IT-branchen, hvor alting hele tiden bliver hurtigere, smartere, mindre og billigere, går der ikke mange år, før der rent faktisk kan stå en fuld brugbar 3D-printer ved siden af den almindelige derhjemme. Eller måske i køkkenet, på mikroovnens plads. Der vil forskere på MIT gerne have den placeret. Deres seneste bud på en 3D-printer – “cornucopia”, hedder prototypen - skriver med mad-ingredienser, og kan både blande og opvarme før retten sprøjtes ud. Hvis det lykkes at få den i produktion, får både fastfood-industrien og den molekylære gastronomi noget nyt at se til.
Posted: August 18th, 2010 | Author: Jon Lund
| No Comments »
The Google/Verizon blow at net neutrality does far more than just make the web run smoother. It risks messing with the fine-grained mechanisms which has spurred the largest wave of innovations ever seen.
Article published in Politiken today. Online version available here.
We hold these truths to be self-evident, that all websites are created equal… This is the spirit of the Internet, as we have known it this far. Like another Lady Justitia the Internet has from it’s very inception been blind to the content and applications running through its veins, treating all of them equal.
This is soon to be history, however – if Google and Verizon – and the telecommunication industry at large – have their way, that is. At least on the wireless Internet. The somewhat odd pair wants to open up for telcos to prioritize traffic on the Internet, making it possible for websites and applications to pay their way to the fast lane, bypassing others, smaller, less powerfull services. Endangering the openness of the Internet, endangering the innovative spirit, endangering the mechanisms of innovation so deeply ingrained in the basic architecture of the Internet.
This is what my analysis in Danish newspaper Politiken today is all about. Read the article (in Danish), at the Politiken website
English-speaking readers, take a few minutes to walk through Barbara van Schewicks excellent seven-pages defense of the innovative spirit of the Internet as we known it
Posted: September 4th, 2009 | Author: Jon Lund
| No Comments »
What’s the secret behind the success of the mp3-format, the unmanned MQ-1Predator military aircraft and the top-selling Flip Ultra camcorder? The answer is: they’re all lousy: The sound of MP3 is flat, the Predator is really slow, and Flip Ultra operates with crappy resolution. So argues Robert Capps in an intriguing and yet troublesome article in Wired magazine this month.
The cases Capps rolls out are fascinating. He draws a detailed and facts-founded picture of how the disruptive force of technologies can reshape entire areas of business. But the conclusions are somehow oddly off the mark. While it is obviously true that both mp3, Predator and Flip all fall short of the otherwise dominating quality-standards within their industries, this lack-of-quality no way is what caused their success. On the contrary: the poor quality were drawbacks to all of them – but drawbacks which were set off by another, and more important feature. Namely the fact that the three simply played, flew and kicked ass. Respectively. They all hit it.
Put in differently: when new great stuff gets it right, it’s because they tap into a new dimension, spots possibilities otherwise unnoticed by traditional industries, and execute it to the max. Not because off what they miss out on. On the contrary, they only miss out on things and feautures relying only on tradition, and which – at the exact time the new stuff is being conceived – are leftovers of the past. Bringing faulty evolutionary steps to a stop, while pursuing other and more prospereous ends.
And, perhaps even more important: When new stuff gets it right, it’s because of flawless execution. Because they do perform that inch closer to perfect that makes the whole difference. If mp3, Predator and Flip doesn’t give you the picture: Think Facebook as opposed to Linkedin or Myspace. Think iPod as opposed to Creative or Zune.
“Good enough” is not a guiding principle for either innovation or succes. “Good thinking and doing” on the contrary might.
