Analyse: Jobindex køber Computerworld. Her er tre perspektiver.

Annoncer først, redaktionelt indhold siden. Papiraviser, der dør. Og nørder som mediernes frelser. Det er perspektivet efter Jobindex’ køb af bladet Computerworld.

Sidste uges ubetinget største mediehistorie i min verden indtraf onsdag, da jobsitet Jobindex i en børsmeddelelse fortalte, at de har købt IDG Danmark, og dermed det anerkendte magasin Computerworld, fri fra det internationale International Data Group for at drive aktiviteterne videre i det nydannede Jobindex Media.

Kaare Danielsen

Jobindex’ direktør og 93-procents ejer, Kaare Danielsen. Foto: vhhrhovedstaden,  Youtube

Nu har jeg sundet mig, og tre perspektiver, der alle viser, hvor store ændringer medieverdenen har gennemgået de sidste 10-15 år, står klart for mig:

1. Halen logrer med hunden
I gamle dage var jobannoncer en lille, relativt ubemærket, men særdeles indbringende underaktivitet hos alle aviser og de fleste magasiner af fagbladsagtig karakter. Så kom internettet, og priserne på jobannoncer styrtdykkede. De gamle medier forsøgte at fastholde deres overprisprodukter. Først håbede de, at internettet ville gå over igen, og da de endelige handlede, var de alt for defensive og ufokuserede.

Resultatet var, at nettet, med Jobindex i spidsen, løb af med sejren. Sidste år omsatte Jobindex for 130 millioner kroner og landede et overskud på 20 millioner, mens Computerworld tabte 8,5. Og nu har Jobindex taget konsekvensen og er officielt gået fra rollen som Mediets livegne skaffer til at være herre i eget hus. Nu er det mediet – Computerworld – der er vedhænget til jobbasen. Et vedhæng, der fungerer som en dejlig tillægsmarkedsføringskanal for Jobindex’ produkter: ledige stillinger, der skal pushes ud til mulige kandidater.

Med købet af Computerworld tager Jobindex første, men ikke nødvendigvis sidste skridt ind i den rigtige medieverden. »Det er ikke et tilfælde, at det nye selskab ikke hedder Jobindex It-nyheder, men Jobindex Media«, sagde Jobindex’ direktør, Kaare Danielsen, da jeg ringede og spurgte ham til det. Jobindex Media skal kunne rumme flere medier, der kan skaffe læsere til flere jobtyper. De opkøbes, hvis lejligheden byder sig. Halen logrer med hunden.

2. Net slår papir
Computerworlds læsere er om nogen gearet til at droppe papiret. Og har også allerede gjort det i stort omfang. I lang tid har Computerworlds redaktion været gearet til nettet som primær kanal med papiret i anden række. Med salget til Jobindex slås der en tyk streg under den udvikling: Det trykte magasins dage er talte. Eller, med Kaare Danielsens ord: »Jeg har ikke nogen særlig forkærlighed for papiraviser. Det må jeg indrømme«.

I udlandet ses samme udvikling. Det hæderkronede Newsweek er f.eks. udkommet på print for sidste gang og har siden nytår kun kunnet findes på nettet. Det samme gælder for aviserne LA times, Chicago Tribune og The Philadelphia Inquirer for at tage nogle amerikanske eksempler. Skriften på væggen er klar. Net slår papir.

3. Nørderne vinder
Kaare Danielsen er en sjov type. Ingeniør med stort I, fuldskæg og gerne iført striktrøje. Nørd vil nogen sige. Men først og fremmest iværksætter: Han grundlagde Jobindex i 1996 med penge, han havde tjent på den skakcomputer, han opfandt som 19-årig, og som indbragte ham millioner. Men jobbasen var ikke hans eneste skud i bøssen. Han forsøgte sig også med konsulentvirksomhed rettet mod pensionsselskaber og – før Google – sin egenprogrammerede søgemaskine Thor. Men det var Jobindex, der gav pote. Det i en grad, så selskabet, der i 2007 blev børsnoteret, i dag har en markedsværdi på 383 millioner kroner. Da Kaare Danielsen selv ejer 93 procent, er han på papiret god for langt over en kvart milliard.

Kaare Danielsens slags er der ikke mange af i de etablerede mediehuse. Her går fødegangen til ledelsen enten via journalistikken eller handelshøjskolen. Sjældent gennem opstart af egne virksomheder. Og stort set aldrig via Datalogisk Institut. Det er en skam. For nørderne vinder.

Denne blogpost er skrevet til og bragt som analyse i Politiken den 5. juni 2013.

1 tanke om “Analyse: Jobindex køber Computerworld. Her er tre perspektiver.”

  1. Pingback: Jon Lund » Blog Archive » Penge, ingeniørkunst og stjernejournalister bag nyt globalt nyhedssite

Der er lukket for kommentarer.