Svenskernes druk afspejles i deres gener, ny rum-lufthavn åbnet i New Mexico og en computer lavet af e-coli bakterier. Det er tre af de historierne i min “Lund på nettet”-klumme i Politiken den 9. november. Læs det hele her og undgå tryksværte på fingrene.
Spritten ligger i generne
Det er ikke så mærkeligt, at du ofte møder fulde svenskere ud på aftenen i København.
Det står ganske enkelt i deres gener, mener genanalysevirksomheden 23andMe på deres blog. 23andMe har set nærmere på 3.000 personer, hvis fire bedsteforældre alle var af samme nationalitet, og konkluderer, at din nationalitet kan ses i dine gener.
Samt at personer med svensk profil har væsentlig højere risiko for at blive alkoholikere end personer med dansk.
Undersøgelsen er et fint eksempel på den nye ‘Big Data’-trend: Sving tryllestaven over internettets kæmpestore datasamlinger, se, hvad der kommer frem, og markedsfør resultaterne som en integreret del af dit virksomheds produkt. I dette tilfælde: 23andMe giver dig ikke bare dine gener – de fortæller også historier om dem.
Flere motorcykler, tak
Mens regeringen tænker over, hvordan betalingsringen omkring København skal udmøntes i praksis, kan et lobbystudie, der omtales på motorbiker.org, anbefales.
Studiet, der er foretaget af den belgiske bilimportørsammenslutning, går i dybden med motorvejsstrækningen fra Leuven til Bruxelles og konkluderer, at spildtiden på strækningen i myldretiden reduceres med 40 procent, hvis andelen af motorcykler hæves fra 0,9 procent til 10 procent.
Det skyldes, at motorcykler er meget mindre end biler, men i snit transporterer næsten lige så mange mennesker.
Samfundsbesparelse: ca. 2,5 mio kroner om dagen. Men så er den lavere trafiksikkerhed og deraf følgende øgede hospitalsregninger og uarbejdsdygtighed, så vidt det ses, heller ikke talt med.
Rumlufthavn åbnet
Du kender sikkert Virgin bedst som enten plade- eller flyselskab. Men det engelske dynasti har også slået sig på rumturisme, og gennem Virgin Galactic kan du for 200.000 dollar købe billet til en tur i kredsløb om Jorden. Forleden åbnede selskabet verdens første private rumlufthavn – Virgin Galactic Gateway to Space – i New Mexico. Første afgang ventes i 2013. Skriver inhabitat.com.
Hvad siger din bil?
Forleden offentliggjorde BMW deres nye ‘sådan taler biler med hinanden’-koncept, ‘Car to X’, som det kan læses på BMW-sitet Bimmerpost.com.
Ideen er, at trafikken vil flyde meget lettere og sikrere, hvis bilerne selv kunne snakke direkte med hinanden. F.eks. vil et velplaceret ‘nu hugger jeg bremserne i!’ kunne afbøde mangt et harmonikasammenstød.
Det er ikke kun de øvrige biler på vejen, BMW vil tale med. Det er også f.eks. lyssignalerne, der skal kunne guide dig vej til den grønne bølge.
Både Ford og General Motors har lignende systemer i ærmet. Og hos Volvo arbejder de med automatisk konvojkørsel, så du kan læse avis, mens andre styrer biltoget på motorvejen.
Computer af bakterier
I bunden af enhver computer finder du bittesmå kontakter, der enten er tændt og sender strøm videre eller også er slukket.
Ved at sætte dem i den rigtige rækkefølge kan du regne alting ud. Jo flere kontakter du har, og jo mindre du kan lave dem, jo flere ting kan du regne ud på samme tid, og jo smartere computere kan du lave.
Idag er der over 2 milliarder kontakter på en computerchip og der begynder at blive lidt crowdet.
Derfor er det et gennembrud, at britiske forskere for første gang har lavet kontakter af bakterier og dna – mere præcist af e.coli-bakterier, der ellers er mest kendt som menneskelige tarmbakterier – der rent faktisk virker.
Twitter er “skidegodt” og har givet Jyllands-Postens prisvindende twitter-reporter Kaare Sørensen langt over hundrede historier. Men det er ikke et wonderværktøj og hver redaktion behøver ikke at afsætte mere end et par stykker til opgaven. Det fortalte Kaare mig, da jeg spurgte ham til mikro-mediets journalistiske værdi. Interviewet her blev først bragt på kommunkationsforum.
Der gik 20 minutter fra Joachim B. Olsen i fredags skrev “Jeg brækker mig” på sin Facebook-profil, til den 31-årige JP-journalist Kaare Sørensen, der ellers havde ferie, sendte beskeden videre ud til sine 2456 followers på Twitter. En af dem, Mette Koue fra Berlingske, synes at nyheden om Liberal Alliances hårde meldinger i fattigdoms-diskussionen lød som en god historie – og skrev den med det samme. Og derfra gik historien medierne rundt.
Samtidig med at denne historiespredning stod på, havde jeg den store fornøjelse at overrække DONA-prisen til netop Kaare ”onlinejournalistikkens svar på Ulla Terkelsen” Sørensen, for hans måde at bruge “Twitters telegramlignende kommunikationsform på” i sin journalistik, som det lød i motivationen. Det skete på DONAs årlige festaften, der løb af stabelen på Bella Sky netop fredag aften.
Hurtigt, hurtigt! “Der er ikke noget der er hurtigere” siger Kaare, når man spørger ham til Twitters meritter. “Det er som en politi-radio, tænd for den og fang det der sker. Jeg har fået langt over 100 historier på den måde.”
Det var i 2008 i USA Kaare lærte Twitter at kende. Politikerne i kongressen havde opdaget, at de ved at tweete kunne komme direkte igennem til medierne, og påvirke deres dækning af f.eks. behandlingen af et lovforslag. A la “det er meget fint at Obama foreslår sådan og sådan, men det gjorde vi også får tre år siden – og her er linket”.
Stor bonus Kaare holder en lang pause, når man spørger ham til danske politikere, der bruger Twitter godt. Det er Margrethe Vestager han ender med at fremhæve. Hendes “Hvidt tårn, sort røg. Langt til sort tårn, hvid røg”-tweet gjorde netop de amerikanske politikere kunsten efter – kommunikerede direkte ud i den store offentlighed. Og det var Kaare Sørensen der fangede det først. “Jeg så den det sekund den var på Twitter, vi havde en historie på jp.dk et kvarter-tyve minutter efter – inklusive en kommentar fra det radikale bagland der støttede “det er op ad bakke”-vinkelen. Det satte dagsorden den dag.”
Det er ikke alle 179 folketingsmedlemmer, der ville kunne gøre Vestager tricket efter. “Du kan ikke træde ind på Twitter og med et trylleslag blive interessant. Du skal vide noget. Men nogen af dem, cremen af dansk politik – om det er 20 eller 50 – vil”.
Politiker-lister Det er ikke et tilfælde at Kaare fik øje på “Hvidt tårn, sort røg”-tweetet den dag i september. Det er fordi han er på. Og har gjort sit hjemmearbejde: Mindst hver tiende minut tjekker han Tweetdeck for nyheder. Lader øjnene løbe henover sine fire lister: først listen med 27 kilder, der typisk rapporterer breaking news.
Så en med alle tweets hashtag #dkpol eller lignende – markeringer af at tweetsene handler om dansk politik. Så en liste med personer på Twitter som typisk skriver om dansk politik – blandt andet alle de folketingspolitikere der pt. er på. Og til sidst den store liste med alt fra de 1255 personer Kaare i alt følger.
Scan dig frem Den store liste kan indeholde op mod 200 tweets i timen. I modsætning til den eksklusive breaking news liste, der, da vi talte sammen, kun havde haft syv updates den sidste time. Men selv den store liste er til at overskue. “Man får øje for at scanne sådan en liste igennem. Man vænner sig hurtigt til det.”. Særligt profilbillederne er gode at støtte sig til.
Helt let er det dog ikke. “Der er en vis spildtid. Twitter er ikke et wonderværktøj som alle i hele verden skal være på. Ligesom der heller ikke er så mange der sidder og læser Ritzaus rulle konstant.”
Men det ændrer ikke ved at det er her det sker. “Alle redaktioner med ambitioner om at være først med nyhederne bør have som minimum en enkelt eller to der lytter med”
Kvalificerede nyheder Det er ikke kun hurtigheden og den direkte adgang, der rykker for Twitter. Det er også re-tweetet – når en bruger videresender en andens tweet til hans eller hendes egne followers. Det virker nemlig som et kvalitetsstempel. Særligt når mange re-tweeter det samme. Kaare nævner Utøya, som brød igennem til hans skærm gennem retweets:
“Jeg følger ikke nogen i Oslo, men billleder og øjenvidenberetninger blev retweetet mange hundrede gange, måske 1000 gange, overalt i verden. Samtidig med at Ritzau klokkede på “muligvis sket eksplosion i Oslo” var Twitter fuld af billeder, hvor man kunne se man se at det her ikke bare var et lille gasrør. Det var noget stort og voldsomt.”
Og det var ikke kun i breaking news-situationen re-tweets’ene hjalp Kaare. “Hvis du har en Utøya situation er Twitter stedet hvor du finder links til f.eks. udtalelser fra ham politimanden fra en lille norsk kommune du aldrig selv ville have ringet til, men som tilfældeigvs var på fisketur ved Utøya og udtalte sig til en lokal avis. Retweets er skidegodt til at udpege de interessante ting og få det sendt rundt i hastefart.”
Kollektiv ide I går tirsdag kunne du i Jyllands-Posten læse hvordan det syriske stats-tv udnyttede danske journalisters besøg til at blåstemple diktaturet. Historien her kom også fra et tweet. Det var fra en Kaare ukendt @BirgerHost, der havde spottet propagandaen på stationens hjemmeside og spurgte på Twitter om det kunne passe, med en såkaldt “mention” af Kaare, der fik spørgsmålet til at blive rettet direkte til ham. Og Kaare sendte linket videre til redaktionen.
“Folk kontakter mig direkte, tipper mig, hvis de finder noget politisk” fortæller Kaare, da jeg spørger til hvorfor han tweeter så meget. Fordi de gennem hans tweeterier kender ham og hans stofområder. På den måde har hans 11735 tweets til dato også giver ham noget igen. Selvom han altså også hjælper konkurrenterne en gang imellem.
“Det meste af det jeg tweeter er fælles-stof” forklarer han. Ting som er ude i det åbne, og som alligevel bliver spottet af de andre medier. “Men der ligger også en kollektiv ide i Twitter. At du giver tilbage til det fællesskab du også selv har fordel af.”
For at aktivere din smartphone skal du normalt lade fingeren glide over skærmen. “Swipe og lås op” hedder løsningen, og den virker i dag ligeså naturlig, som at åbne en dør.
Ikke desto mindre har Apple, som patentlyapple.com kunne fortælle tidligere i år fået patent på løsningen og kan dermed forlange at alle andre skal holde op eller betale ved kasse 1.
Det er absurd og dybt skadeligt. Absurd fordi “Swipe og lås op” er en smart måde at betjene en telefon på. Ikke en helt ny opfindelse. Skadeligt fordi produktudvikling, markeder og hele samfund ender med at forstene, hvis alle instisterer på, at ingen må lære af hinanden.
For at gøre situationen dobbelt absurd, viser det sig, at det slet ikke er Apple der har opfundet “swipe og lås op”. Allerede i 2005 kunne Microsoft vise mobiler der gjorde præcis det samme! Tjek selv denne video af Microsofts Neonode N1m – en mobil som iøvrigt aldrig rigtigt hittede:
Og det er ikke bare sjov. I mange år har de store tech-firmaer ellers ladet ladet patenterne blive i skuffen. Alle vidste alle havde patenter, men ingen ville bruge dem mod hinanden, fordi helvede i så fald ville risikere at bryde løs. Helt samme logik som våbenkapløbet mellem vesten og sovjet i gamle dage: hvis først en af dem smed en atombombe, var de sikre på at få tifold atombomber tilbage i hovedet og det ville ende i ragnarok. Derfor lod de være. (En doktrin, der iøvrigt – med tør videnskabelig og morbid humor – fik navnet MAD – Mutually Assured Destruction).
Sådan er det ikke længere. Nu stævner mobilkæmperne hinanden på kryds og tværs. Hos BBC har de lavet en fin gennemgang og et rigtigt godt interaktivt kort du kan klikke på og få vist hvordan spaghetti-gryden hænger sammen.
For at det ikke skal være løgn er en ny størrelse dukket op: patent-trolle – firmaer, der opkøber patenter i stor stil og på den måde skaber patent-banker, som de så kan stille til rådighed for firmaer, der ønsker patent-ammunition til at angribe konkurrenter med. Eller ihvertfald true dem. Siden 1990 har disse snylter-foretagender kostet innovatioen over 500 milliarder dollars, fortæller forskere fra Boston University.
Det var samme defensive patent-strategi der lå bag Google køb af mobil-fabrikanten Motorola i sommer. Prisen svimlende 12,5 mia dollars – 63 % mere end Motorolas aktiekurs retfærdiggjorde. Årsag? Motorolas patent-portefølje på over 14.000 patenter – og har mere end 6000 til godkendelse. Som kan bruges i krigen.
Det er derfor ikke kun Apples patent på “slide to unlock” der er absurd. Det er hele patentsystemet, som er skabt til en verden, hvor det mest af alt handlede om at beskytte den ensomme, geniale opfinder. Ikke et dynamisk system bundet sammen af inspiration og fælles best practice.
Det sidste nye fra den absurd patentkrig mellem Apple og co, en fiks beregner der fortæller dig, hvilket nummer indbygger på kloden du er, en ny termostat, der selv lærer at skrue ned for varmen når du ikke er der, din elregning som Facebook-spil, kunstig hud der kan føle berøringer og på sigt transplanteres, og en forsker der mener at man i 2030 vil kunne optage og genafspille orgasmer – bare tryk Ctrl-Alt-O.
Det handler mine seks noter “Lund på nettet” i dagens papirudgave af Politiken. Læs alle fem noter her eller smut ned i aviskiosken og køb dagens af avis og få tryksværte på fingrene.
Situationen er absurd og truer basalt set både udvikling og innovation – men er desværre nærmest hverdag. Efter i mange år at have ladet patenterne blive i skuffen, har alle de store tech-firmaer nemlig trukket blankt, og stævner nu hinanden på kryds og tværs. Hvordan kan du se på et spaghetti-diagram hos BBC med Apple, Microsoft, Google, og ni andre IT-kæmper som deltagere.
3.535.162.902
Mere BBC: Vi er nu syv milliarder mennesker på kloden, men hvilket nummer er du? Jeg var nummer 3.535.162.902, siger den engelske statsradiofoni i en fiks lille befolkningsberegner. Beregneren giver også tips til hvor i verden du skal finde fremtidens kunder. Eller ihvertfald hvor befolkningstilvæksten er størst. F.eks. kommer der hver time 514 nye indbyggere i Qatar. I Danmark er tallet en.
“iPod”-termostat tænker selv
En effektiv termostat kan op mod halvere dit varmeforbrug i hjemmet. Hvis du altså kan finde ud af at betjene den, hvilket mange ikke kan. Det vil den Nest-termostat, som netop har åbnet for forudbestillingerne, gøre noget ved: istedet for intensiv manuel programmering lærer Nest selv dine vaner at kende, så den ved hvornår den skal skrue op og ned for blusset. Og så er den monster-simpel at betjene og ser godt ud. Virksomheden bag er ny, aflønner 100 mand, har masser af investorkroner i ryggen – og grundlæggerne kommer fra Apple, den ene med tilnavnet “iPod’ens far”. Danfoss, I har konkurrence!
Slaget om elregningen
I samme boldgade: Det nystartede amerikanske 0power lancerer lige om lidt en ny Facebook-app, hvor du kan dyste mod dine venner i hvem der er bedst til at spare på strømmen. Det handler om at gøre kedelige data til spændende oplevelser, en hot trend der går under buzz-wordet “gamification”.
Med sig har 0power den amerikanske miljø-organisation NRDC, og 60 elselskaber, der alle automatisk vil uploade dit elforbrug for dig, så du slipper for besværet. Desværre ingen danske, ser det ud til. Omtalt på tech-sitet Gigaom.
Kunstig hud
Forskere fra Stanford University har opfundet en ny slags kunstig hud. Den ligner køkkenfilm og består af kulstof-atom-rør i en sandwich mellem to silicium-plader, er elastisk, kan strækkes til dobbelt størrelse uden at tage skade og kan mærke ikke bare om den bliver berørt, men også hvor kraftig berøringen er.
Den nye hud spås en fremtid som ny touch-skærms-teknologi til mobiler og iPads (som i dag ikke kan mærke forskel på en tilfældig berøring og et bevist tastatur-tryk – irriterende), som hud på robotter og – med tiden – kunstige lemmer eller direkte som ny hud ved brandsårsbehandling.
Genafspil orgasme
Den nye hud passer som hånd i handske til fremtidsforskeren Ian Pearson, der senere på måneden taler på IF-konferencen hos Royal Geographic Society i London. Pearson forudser at vi i 2030 vil kunne iklæde os kunstig hud, der gør os istand til at lagre alle berøringer og de dertil hørende sanseindtryk. Hvad mere er: huden kan ikke blot optage men også afspille berøringer og dertil hørende sansninger.
Det vil i givet fald kunne give begrebet telefon-sex en helt ny betydning – og, som Wired skriver – mulighed for genafspilning af orgasmer. Bare tryk ctl-alt-O.
Hemmeligheden bag Googles førerløse biler er laser-scanning. Ny kuglepen optager samtalen mens du tager noter. Sådan får du et flot infograf-CV.
Det er hovedbudskaberne i tre af de fem noter fra min “Lund på nettet”-klumme i dagens papirudgave af Politiken. Læs alle fem noter her eller smut ned i aviskiosken og køb dagens af avis og få tryksværte på fingrene.
Googles førerløse biler Googles syv førerløse biler – seks Toyota Prius’er og en Audi TT – har nu tilbagelagt over 300.000 km på Californiens offentlige veje. Dog altid med en sikkerheds-chauffør, der kan gribe ind, hvis noget går galt.
Nu har Google for første gang frigivet videoer af, hvordan bilerne virker i detaljer. Her kan man se, at lasere hele tiden skanner bilens nære omgivelser, en radar kigger lidt længere frem, et kamera registrerer lyssignaler, og en gps placerer bilen på den rigtige vej. Blandt andet. Se selv efter på tech-bloggen IEEE.
Bilerne er blandt de fremmeste eksempler på kunstig intelligens, og de kan f.eks. give speederen et lille klem, hvis medbilisterne ikke holder tilbage, når de førerløse biler vil skifte vejbane. Ligesom i virkeligheden.
Skriv og lyt
»Ikke så hurtigt! Jeg skal nå at notere det hele!«. Hvis du nogensinde har sagt sådan, er Livescribe Echo noget for dig: en kuglepen, der optager samtalen, mens du skriver ned. Og hvad mere er: når du bagefter prikker med pennen på dine skriblerier, afspiller pennen den pågældende bid af samtalen.
Tricket ligger ud over blækket og mikrofonen i pennens processor, hukommelse, mikro-sim-indgang – og i kameraet, der filmer alt, hvad du skriver, og synkroniserer med lyden.
Pennen er et eksempel på, hvordan computere miniaturiseres og breder sig til flere og flere hverdagsting, uden at vi rigtig kan se, det er computere. Pervasive computing eller ubiquitous computing hedder trenden: gennemtrængende og allestedsnærværende.
Tast i håndfladen
Nutidens smartphones er, mener især mange kvinder, for store og uhandy. Omvendt kan de dårligt blive mindre, hvis du stadig skal kunne ramme tasterne på touch-skærmen.
En ny prototype fra Microsoft Research og Carnegie Mellon University, OmniTouch, baner imidlertid vejen for langt mindre telefoner uden skærm og tastatur. Det er en kombineret projektor og bevægelsessensor, der gør alle flader i din umiddelbare nærhed til potentielle skærme. F.eks. kan du få vist telefondisplayet på din ene håndflade, mens du taster med den anden hånd, skriver Gizmodo.
Kodeordet er gesture-based: Kommandoer skal gives ved at røre, pege, trække og trykke, lyder mantraet.
Krystalkugle for ideer
En gang imellem kan det være svært at gennemskue, om nye teknologier rent faktisk kan noget, eller om det bare er snak. Her er Gartner til hjælp. Det internationale konsulenthus har fundet ud af, at nye teknologier først modtages med interesse, derefter når et ’oppustet forventningshøjdepunkt’, trækkes gennem ’desillusionsdalen’ for til sidst at modnes i ’produktivitetshøjlandet’.
Hvert år opdaterer Gartner sin såkaldte Hype Cycle i en fin grafisk illustration, der viser, hvor langt ca. 40 forskellige teknologier er nået – og hvor lang tid der går, før de faktisk virker. Førerløse biler og båndoptagerpenne har skuffende nok ikke deres egne prikker på kortet. Men gesture-based computing er forbi den værste hype-fase, kan man se.
CV i farver
Traditionelle cv’er, der beskriver dit levnedsforløb i 10-15 punktopstillinger, gerne skrevet i Times New Roman, er forældede. I dag skal et cv fortælles som infografik, hvis du vil skille dig ud i ansøgningsbunken; en flot visuel fremstilling af dine meritter i pædagogiske farver og former.
Slår din egen kreativitet ikke til, er der hjælp at hente hos Open Forum, der gennemgår fire tjenester, som ud fra din LinkedIn-profil – hvis du har sådan en – automatisk opbygger grafiske tidslinjer og viser f.eks. din erhvervserfaring og dine anbefalinger i søjler og diagrammer.
Nye tal for brugen af Facebook viser at Libyen er det land i verden, hvor Facebook er vokset allermest de sidste seks måneder. Siden april 2011 er antallet af Facebook-brugere mere end ottedoblet. Det fremgår af Socialbakers seneste opgørelse, som jeg netop er faldet over.
Tallene siger ikke noget om hvorfor Facebook er vokset så kraftigt. Jeg er ikke mellemøsten-ekspert, men rimeligt skarp på hvem der bruger hvad på nettet, og hvis du spørger mig, har den voldsomme vækst to forklaringer: Da Gadaffis diktatur mistede magten, forsvandt også den censur, som diktaturet enten direkte eller indirekte stod bag. Samtidig har Facebook budt sig til som et effektivt kommunkationsmiddel for et krigshærget land og har kunnet hjælpe folk i den ene del af landet med at følge med i hvad folk i den anden del foretog sig.
Til gengæld har jeg ikke hørt om Facebook-grupper skulle have spillet en direkte rolle i oprøret, som det var tilfældet med We are all Khaled Said i Egypten eller som Facebook gjorde i Tunesien i kølvandet på Mohammed Bouazizi protest-selvmord. Det var også grupper der havde størst effekt som mobiliseringsmaskiner FØR oprørerene brød løs – og altså ikke under selve kampene, hvor de gamle regimer tværtimod fik lukket ihvertfald delvist for befolkningernes adgang til Facebook.
Selvom Facebook er ekploderet i Libyen, er udbredelsen stadig meget lille. Kun ca. 5 % af landets befolkning er på nu, for et halvt år siden var det godt under en procent. Det lægger også en naturlig dæmper på Facebooks rolle som naturligt samlingspunkt. I modsætning hertil er hver fjerde tuneser på nettet, og hver tiende egypter.
Mindst lige så interessant er den anden ende af den nye Facebook-skala. Som land nummer 153 – det sidste betydende af alle lande – ligger Yemen, hvor en tredjedel af alle Facebookbrugere er faldet fra siden april. Det er nu kun ca. en procent af befolkningen der har en Facebookprofil. Altså: et af de mest hardliner-agtige arabiske diktaturerer, der mens den arabiske forår har braget løs, har gjort alt for at ligge lavt på radaren og undgå uro. I Yemen var der ellers i marts tegn på at Facebook også her ville indtage en mobiliserende rolle (det kan du læse om hos både FastCompany og LA times). Men sådan ser det altså ikke ud til at være gået.
En note om tallene: Socialbakers siger ikke præcist hvad deres tal dækker over. Jeg antager, at det er antallet af registrerede Facebook-brugerprofiler – og altså ikke f.eks. antallet af mennesker der rent faktisk besøger Facebook, der er tale om.
Verdens stærkste håndholdte laser, der fås i håndkøb, historien om en usmagelig “hvem-bliver-fyret-næste-gang” konkurrence og lidt stof om hallucinogener og Steve Jobs.
Det er de tre af de fem noter du kan læse i min “Lund på nettet”-klumme i dagens papirudgave af Politiken. Læs alle fem noter her eller i den trykte udgave af onsdagsudgaven af Politiken (19. oktober), som det hele er sakset fra.
Laserkrig på villavejen
Hvis din dør er ved at blive slået ind af politiet, mens en helikopter hænger foran stuevinduet, er det måske, fordi din yngste igen har leget med laserpennen. Det var tilfældet i Hundige for en uges tid siden, skriver B.T. Laserpenne kan blænde piloter, og helikopteren svarede derfor prompte igen, da en, viste det sig, kun 8-årig tre gange prikkede den ud over Køge Bugt.
Det er nemlig dejlig let at erhverve de livsfarlige lasere. F.eks. kan verdens stærkeste håndholdte laser, Krypton S3, der lyser 8.000 gange stærkere end solen, fås uden spørgsmål fra 300 dollar (1.600 kr.) og opefter hos Wicked Lasers. Det marked er sagkundskaben i den grad (og forståeligt nok) efter, skriver Ingeniøren. Kraftig regulering må ventes.
Cuusoo til alle Har du nogensinde savnet en pølsevogn i lego? Den Lille Havfrue eller Rundetårn? Hvis svaret er ja, er der nu håb forude. Legetøjskoncernen fra Billund har nemlig slået dørene op for Cuusoo, en helt ny hjemmeside, hvor alle og enhver kan indsende ønsker til de nye figurer, de altid har savnet. Lego lover omgående produktion, hvis mindst 10.000 andre brugere støtter ideen og fortæller Lego, hvor mange de i givet fald vil købe, og hvad de vil betale.
Det hedder crowdsourcing, og Lego håber, at det vil bringe dem tættere på lokale behov og forbedre deres time-to-market. Lige nu er Cuusoo i åben beta.
Forbered dig på, at alle sitets tekster er Google-oversat fra japansk.
Tal ordentligt engelsk
Selv den bedste kan trænge til et engelsk-brush-up en gang imellem. Og hvis det ikke er nok, tilbyder det lille danske firma wordy.com for en billig penge at give en hånd – i hvert fald når det kommer til det skriftlige arbejde. Det særlige ved korrekturservicen er, at den trækker på højtuddannede sprogfolk fra hele verden, der på freelancebasis byder ind på opgaverne over nettet.
På den måde er wordy.com en del af et nyt globalt arbejdsmarked. Håbefulde journalister kan f.eks. skrive hos Demand Studios (som jeg har behandlet i detaljer i min “Fabriks-medier malker nettet for penge“). Men også for arbejdsløse hundeluftere, Ikea-skabssamlere og gør det selv-folk i almindelighed er der lys forude.
Hvem fyres næste gang? Prikkerunder, der i sig selv er rigelig spændende, har fået en ekstra skrue hos QC Mart-butikskæden i Iowa.
I et særligt lotteri kunne alle ansatte gætte på, hvem der næste gang skulle have sparket. Kassedamer, der gik med hat, talte i telefon eller stadig havde bilen stående uden for butikken efter kl. 19, f.eks., var særligt i farezonen, lød det i konkurrencereglerne, der kan ses hos BoingBoing. Præmie? 10 dollar!
En ansat sagde op i protest og har betryggende nok vundet den dagpengesag, hun anlagde mod kædens direktør. »Uhørt« og »sørgeligt« var rettens ord.
Jobs tænkte skævt
»Det er en af de to eller tre vigtigste ting, jeg har gjort i mit liv«. Sådan sagde Apples nu afdøde topchef, Steve Jobs, om sine oplevelser med lsd i starten af 1970‘erne.
Historien fortæller ikke noget om, i hvor høj grad syretrippet også påvirkede Jobs’ forretningsresultater, men da han døde for to uger siden, var Apple verdens næststørste firma målt på børsværdi, og ny forskning støtter billedet af psykedeliske stoffers gavnlige effekter.
Discover Magazine skriver således, at det for første gang er lykkedes forskere at påvise en langvarig positiv effekt af psilocybin, det aktive stof i ’tryllesvampe’. Selv 14 måneder efter at forsøgspersonerne havde været på trip i laboratoriet, var de mere åbne i deres tilgang til verden. Og jo mere syret oplevelsen havde været, des større var effekten.
USA er i krise. Det mener aktivisterne på Wall Street som jeg besøgte i dag. Økonomien hænger for dem at se i laser, lønningerne dropper og arbejdsløsheden er i top. Og det er, mener de, systemets skyld.
“Jeg er patriot” understregede Herbert Penner, en af de aktivister jeg talte med, besværgende. Men samtidig erklærede han sig som kriger, der ville slås for en bedre verden, og skytset var rettet mod eliten. Hvad er det der er galt, spurgte jeg Davon Lomax, en anden aktivist, der holdt en banner fra malernes fagforening. Er det kapitalismen? “Ihvertfald delvist” lød svaret. En indrømmelse, du næsten ikke får større i et land, hvor man indånder håbet om selv at tjene sin egen formue i hver mundfuld luft man tager.
Davon Lomax på Occupy Wall Street. Foto: Jon Lund.
Taxachafføren dagen før havde været på samme linie. “Se på Wall Street” sagde han, da jeg spurgte til hvordan New Yorks borgmester klarede sig.
Men jeg mærkede – og det er mere overraskende – også krisestemningen på de bonede gulve. Eller mere præcist: i den gamle teater-sal i New Yorks upper east side, hvor en skønsom blanding af professionelle investorer, erhvervsfolk, iværksættere, professorer og alle hånde cutting edge IT-typer, var samlet til Singularity Summit i weekenden med det formål at drøfte de radikale omvæltninger, den evigt accellererende computer-udvikling vil føre med sig. En forsamling der normalt udviser en massiv fremtidsbegejstring. Alligevel var det emne der fyldte mest manglen på innovation.
Fremtidstro og innovationskrisebevidsthed på Singularity Summit. Foto: Jon Lund.
Vi er midt i den store stagnation mente Tyler Cowen, økonomiprofessor og forfatter til bestselleren af samme navn. I 1973 fik investeringslysten et knæk, og det har ikke rettet sig siden. Peter Thiel, mangemillionær, stifter af PayPal og en af pengemændende bag Facebook, LinkedIn og Yelp var ligeså skuffet. Amerikanerne i dag mangler i den grad entreprenør-ånd og tro på teknologiens potentialer, sagde han og ønskede sig tilbage til halvtredserne. Dengang der var fremtidstro til. Men også universiteterne bærer deres del af skylden, mener Thiel, der skabte overskrifter da han udlovede 100.000 dollar til 20 unge under 20, der ville droppe uddannelsen for i stedet at starte egen virksomhed. Jagten på eksamensbeviser tager energi fra dem med de gode forretningsideer og får dem til at forpasse chancerne når de byder sig. Hos John Mauldin, indflydelsesrig forfatter og blogger, var det skattepolitikken, der stod for skud. Det dur ikke at tage penge fra dem der skaber væksten lød det. Også her var det systemets skyld.
Jeg er langt fra overbevist om Singularitets-folkenes løsningsmodeller. Ligesom jeg heller ikke har forstået hvad præcist forslagene fra Occupy Wall Street egentligt går ud på. Men oplevelsen af et land i en fælles gryende erkendelse af, at et eller andet er galt, var slående. Det er næsten som om der er something rotten in the US of A.
Kan man skabe verdens største og førende virksomheder og samtidig opføre sig som et røvhul overfor medarbejderne? Og er det i orden? Det, synes jeg, er et af de helt store spørgsmål der står tilbage efter Steve Jobs, Apples stifter og topchefs død i sidste uge.
For Steve Jobs var genial. Hans personlige rolle i udviklingen af den første Mac-computer med mus og hele svineriet, i iPod’en, iPhone’en og iPad’en kan ikke undervurderes. Det var hans visioner, hans børn, og han satte ekstremt høje standarder. Helt ned i detaljen: hvor mange skruer skulle der være på bagsiden af en bærbar computer. Var de kurvede kanter på skærmen runde nok. Ja selv computerernes indmad havde han høje æstetiske krav til. Det skulle se godt ud, selvom næsten ingen nogen sinde ville komme til at se det. Det skulle være i orden. Og det blev i orden. På en måde der indtil videre har flyttet hegnspæle for computere, musik-afspillere og telefoner.
Men Steve Jobs var også en røvhul. En chef, der skældte sine medarbejdere ære og hæder fra. I alles påhør. Fik folk der havde knoklet røven ud af bukserne til at bryde grædende sammen. Og alle stod for skud. Det ene øjeblik var du en helt. Det næste en nar. “Hero-shithead rollercoaster” som turen blev beskrevet internt. Steve Jobs var også nærmest paranoid hemmelighedsfuld. Meget få mennesker vidste noget som helst om Apples nye produkter før selve lanceringsdagen. Heller ikke internt. Dem der lavede de elegante bokse var fysisk adskilt fra dem der lavede det smarte software, så ingen havde det fulde overblik over de nye frembringelser. Medarbejdere kunne kun færdes i deres egne dele af Apples store bygningskompleks. “Vi havde”, som en sagde det, “celler, ligesom i en terrorist-organisation”.
Når man læser op på Steve Jobs, er det ikke højlydte klageråb fra tidligere ansatte der møder en. Tværtimod: de ansatte er glade for Apple, lyder det til. En siger om Steve Jobs, at han er undtagelsen der viser, at “det er OK at være et røvhul”. En af grundene kan være, at Jobs overfald sjældent var ubegrundede – omend meget voldsomme. Folk havde faktisk dummet sig. Og de vidste det: selvom 90 procent af de ansatte aldrig havde mødt Jobs var alle i stand til at fortælle hvad han ville have, forlyder det. Og det var ikke bare gold viden. Det var en kultur. At arbejde hos Apple, virksomheden med verdens højeste kursværdi, var som at arbejde i en start-up, en lille nystartet virksomhed. Og ansvarsfordelingen var meget klar.
På mange måder kan jeg ikke lade være med at tænke på Rene Redzepi, chefkokken på NOMA, nummer et på listen over verdens bedste restauranter. Han fik for et par år siden ørene i maskinen i et portræt-program, der blandt andet viser, hvordan han hældte galle over en ung kok ud – optagelser der var tæerkrummende. Også her har vi at gøre med en kompromisløs chef i verdensklasse, der nok kunne tale pænere til sine ansatte, ja måske ville få en endnu bedre restaurant hvis han gjorde. Men omvendt så er det som verdens bedste kok, ikke verdens bedste chef. Redzepi kan gøre sin forskel. Og måske det når alt kommer til alt er bedre at han bruger sin kreative energi på maden end på at være sød ved medarbejderne. Udover den gode mad, giver det nemlig også en sideeffekt: mad-energien smitter af på alle i køkkenet, og ofte kan mere end opveje alle mulige andre dårligdomme. Og måske er der også en underlig påskønnelse i afstraffelsen: når jeg slår dig, er det fordi jeg elsker dig så højt. Selvom det lyder perverst kan det udmærket have sin egen kringlede og ihvertfald delvist positive effekt.
Steve Jobs og Redzepi var og er geniale chefer. Og måske er det hovedpointen: at du, hvis du har set lyset, kan levere varen og få alle i din virksomhed til at følge med, kan tillade dig enormt meget, uden at det gør skade på din virksomhed og uden at du støder dine medarbejdere fra dig. For alle de virksomheder, der har mere middelmådige chefer, er reglerne anderledes. Flip ud og du knækker personalet og lægger den konstruktive energi på is. Men det gælder ikke de rigtige stjerner.
En ny japansk motorcykel der kører på lort, urner med selvplantende buske og en kynisk børsmægler.
Det er tre af nyhederne i denne uges gennemgang af de seje, skæve og virkeligt betydningsfulde websider, du ikke selv har fået øje på. Alle sammen med en lille erhvervsmæssig accent. Læs videre her eller i den trykte udgave af onsdagsudgaven af Politiken (12. oktober), som det hele er sakset fra.
Kyniske børskællinger De værste fordomme om børsmæglere blev bekræftet sidste uge på BBC. Ikke bare er de en flok hysteriske kællinger. De er også uhørt kyniske.
»Jeg har en tilståelse: Jeg har drømt om sådan en krise hver nat i tre år«, sagde Alessio Rastani, der var på live for at kommentere aktiemarkedernes reaktion på den seneste europæiske redningsplan. »Når markedet falder sammen, kan du lave en masse penge på det, hvis du ved, hvad du skal gøre«. Grækenlands og euroens krise og eventuelle løsninger var ikke børsmæglernes bord, mente han. »Vores job er at tjene penge på den«.
Udtalelserne gav genklang overalt på nettet. Eneste problem: Alessio Rastani er ikke rigtig børsmægler, men hobbyspekulant. Mistanken lurer dog stadig: Måske han alligevel har ret? Døm selv indslaget på YouTube.
Nobelguld opløst
Når markederne er i krise, søger mange tilflugt i faste værdier som guld. Men modsat den almindelige opfattelse er guld ikke nødvendigvis en blivende værdi. Det kan man lære på npr.com, der fortæller, hvordan to tyske nobelpristagere under krigen deponerede deres navnetrækprægede guldmedaljer hos Niels Bohr i København for at sikre dem mod beslaglæggelse.
9. april 1940 fik Bohr derfor travlt, og inden den tyske ordensmagt kun få timer senere dukkede op, var det lykkedes ham kemisk at opløse det faste guld, så medaljevæsken kunne hældes i anonyme kolber og smelte sammen med omgivelserne. Efter krigen blev guldet udvundet igen, sendt til Stockholm og genstøbt i de originale forme.
Egoistiske chimpanser
Nobel-guldhistorien havde sandsynligvis fået en langt tristere udgang, hvis Niels Bohr havde været en chimpanse. Chimpanser samarbejder nemlig kun, hvis de selv får noget ud af det, viser nye adfærdsforsøg, som omtales på wired.com. I forskernes forsøgsopstilling kunne chimpanser få belønning (bananer) ved enten selv at udføre bestemte handlinger (hive i et tov) eller udføre handlinger i fællesskab (hive i et andet tov).
Når præmien var meget større for det fælles tov end for det individuelle, var det fællestovet, chimpanserne foretrak. Men hvis den kollektive præmie ikke gav flere bananer til den enkelte chimpanse, end den kunne få ved egen kraft, blev samarbejdet droppet. Tankevækkende.
Plant en urne
Vores omsorg for andre stopper ikke ved levende artsfæller. Også efter døden giver stærke omsorgsbånd sig til kende, og dem kan man tjene penge på. Sidste nyt i bedemandsbranchen er en økologisk urne, Poetree, der ikke bare nedbrydes i jorden, men leveres komplet med plantespire og gødning: Grav urnen med den afdødes aske ned et passende sted, og en smuk koreansk buksbom vokser op fra dens midte, mens urnen opløses og kun efterlader en lille keramikring som mindesten i jorden. Set hos treehugger.com.
Lorte-motorcykel
For at blive i den økologiske genre er en ganske særlig motorcykel fra Toto, Japans største toiletproducent, i disse dage på vej fra Kyushu til Tokyo, 1.000 km tværs over Japan. Motorcyklen adskiller sig på i hvert fald to områder fra almindelige motorcykler:
1. Den kører ikke på benzin, men på biogas udledt af menneskelige ekskrementer
2. Førersædet er et komposttoilet, der i princippet kan betjenes i kørende tilstand
Akkompagneret af et LED-display på toilettets bagside, der løbende giver meldinger om blandt andet den lokale vejrudsigt. Det hele er et stort PR-stunt, der skal skaffe opmærksomhed om virksomhedens ambitiøse CO2-mål. Følg toiletmotorcyklens vej på bloggen tototalk.jp.
JON LUND is a leading authority on the digital future and market communication. JON LUND helps clients build and implement succesfull online presence. JON LUND inspires and provokes at at conferences, internal events and executive consulting sessions. JON LUND helps clients finding facts, analyzing and investigation into the digital markets. Read on
De værste fordomme om børsmæglere blev bekræftet sidste uge på BBC. Ikke bare er de en flok hysteriske kællinger. De er også uhørt kyniske.